15. december 2017
Marianne Damsgaard Christensen og co. producerer 360 smågrise om ugen i farestaldene på Astrup Gods. Man er ikke i tvivl om, at den 32-årige fodermester er meget glad for sit job. Foto: Bjarne Robdrup
gallery icon

Se billedserie

Marianne Damsgaard Christensen og co. producerer 360 smågrise om ugen i farestaldene på Astrup Gods. Man er ikke i tvivl om, at den 32-årige fodermester er meget glad for sit job. Foto: Bjarne Robdrup
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fodermester en helt - reddede sine dyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fodermester en helt - reddede sine dyr
Kalundborg - 19. november 2017 kl. 07:42
Af Bjarne Robdrup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Marianne Damsgaard Christensen kigger gennem vinduet ud i den regntunge grå november-dis. Og så svarer hun:

- Jeg har da haft mine tudeture. Dem har der faktisk været mange af. Og jeg har talt med en krisepsykolog, som min arbejdsgiver sørgede for. Jeg ved ikke, hvad der har hjulpet mest. Men jeg ønsker ikke, at nogen skal have sådan en oplevelse. Jeg tror aldrig, man glemmer det.

Onsdag 8. november over middag lignede de andre travle dage i svinestaldene på Astrup Gods ved Bjergsted, hvor den 32-årige fodermester Marianne Damsgaard Christensen, ansat hos Tybjerggaard Avl og Opformering, var i gang med dagens dont i en af klimastaldene med de små og mindre grise.

- Så ser jeg, at der kommer røg ud fra en farestald under døren, der adskiller de enkelte sektioner.

Hun er alene. Hun styrter ind ad døren - og alt er kulsort.

- Lyset er gået ud derinde, men jeg ser flammerne med det samme gennem den tætte sorte røg. Jeg kan huske, at jeg knap kan trække vejret, men det eneste, jeg tænker på, er, at der ikke må ske noget med dyrene. Og da jeg ikke kunne se en hånd for mig, var det næste at få fat i brandslukkeren. Der skulle jo ske noget. Her og nu.

Hun er hurtigt tilbage med brandslukkeren omkring åstedet, hvor flammerne slikker op ad staldinventaret. Hun kan ikke se søerne, men hun kan høre dem.

- Så længe, jeg kan holde vejret, prøver jeg at få bugt med flammerne. Da der ikke er mere ild, styrter jeg ud ad døren igen. Jeg kan ikke få vejret, det sortner for øjnene, jeg hoster og hoster, og det værker i hele kroppen.

Man håber jo bare, at det er overstået, og at branden er slukket. Men det går hurtigt op for mig, at det er den ikke.

Så Marianne Damsgaard Christensen gentager processen. Styrter ind i det brændende rum og tømmer slukkeren. Hun bliver derinde, indtil hun er sikker på, at der ikke er mere ild.

Mand og børn derhjemme
Først derefter får hun fat i en medarbejder, som kontakter alarmcentralen. Imens skynder hun sig over til staldens vinduer og får dem åbnet for at få frisk luft ind til dyrene. Der er 25 faresøer i den brændende afdeling.

- Jeg får en kollega til at blive derinde, efter at røgen er lettet, for at sikre, at der ikke er flere flammer, indtil brandvæsnet kommer.

Det er først, efter at Vestsjællands Brandvæsen er ankommet og konstaterer, at slukningsarbejdet er overstået, at hun mærker, at hun har det forfærdeligt.

- Jamen, man tænker jo kun på dyrenes ve og vel i den situation. I de sekunder, hvor du skal træffe beslutning, tænker du ikke på mand og de tre børn derhjemme. Bagefter kan jeg godt se, at det kunne være endt langt værre. Jeg kunne have alarmeret brandvæsnet først og ventet. Men så var hele stalden måske brændt. Vi har jo flere end 500 søer og en produktion på 360 smågrise - om ugen. Tænk, hvis mange af dem var gået til.

Marianne Damsgaard Christensen bliver kørt på sygehuset til undersøgelse, fordi hun har indåndet store mængder røg. Sort røg fra brændende plastic, som noget af staldinventaret er produceret af.

To søer skydes
Branden koster to søer livet. De er begge brandskadede.

- Vi afliver dem, som hvis det var en normal proces på slagteri. Dyrene skal ikke lide, og det gør de to. Der er ikke andre muligheder, siger Marianne Damsgaard Christensen.

Et stort plaster på en underarm er vidnesbyrd om hendes egen tætte kontakt med flammerne.

- Jeg er nok sluppet heldigt. Det synes man måske ikke lige bagefter, men nu ...

Marianne Damsgaard Chri­stensen er tilbage på arbejdet. Det var hun faktisk meget hurtigt.

- Man holder ekstra øje med varmelamperne, der var årsag til branden. Præcis hvad der er sket, er der ingen, der kan sige noget om. Men det sker ikke igen. Det må ikke ske, siger hun.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk