

Se billedserie
I Danmark kommer man klokken otte nul dut, hvis man er inviteret til klokken otte. Kommer man for tidligt, så venter man pænt i bilen, indtil klokken slår otte - og Gud nåde og trøste dig, hvis du kommer fem minutter for sent.
Sådan er en af de uskrevne regler for etikette og god tone her i landet, og det blev udlændinge bosat i Kalundborg torsdag aften klogere på, da den amerikanske journalist og foredragsholder Kay Xander Mellish holdt foredrag på vandrerhjemmet i Kalundborg.
Kommunens bosætningsteam var værter for kulturmødet, og de havde inviteret udvekslingstuderende på gymnasierne, udenlandske medarbejdere fra byens virksomheder, folk fra Sprogskolen og de nye internationale studerende fra Professionshøjskolen Absalons ingeniøruddannelse til at lære mere om normerne i den danske kultur.
Med glimt i øjet gav hun de fremmødte humoristiske eksempler på, hvad man gør og ikke gør over for danskere.
- Har I prøvet at sige godmorgen til nogen efter klokken 9? Den går bare ikke. Folk tror, I gør grin med, at de lige er stået op, lød det blandt andet fra foredragsholderen.
Efter foredraget blev der leget lege - et jeopardy-spil om danske værdier samt en leg, hvor udlændingene skulle svare på, hvad de troede danskere ville svare til konkrete spørgsmål.
Et af dem lød: »Hvilken dessert er danskernes foretrukne?«.
Hertil blev der svaret »rødgrød med fløde« - så lidt har da sat sig fast.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her