

Se billedserie
Picnickurvene var pakket, øllerne og kaffen stod på bordene, og solen skinnede, da den traditionsrige årlige harmonikakoncert blev indledt ved Fårehuset på Reersø ved middagstid Kristi himmelfartsdag.
Vejret var ellers en usikker størrelse på grund af det varslede skybrud, der måske/måske ikke ville komme, før koncertens afslutning ved 17-tiden. På grund af den usikre vejrudsigt havde arrangørerne som en plan b booket Aktivitetscenter Åvangen i Svebølle.
- Men den er for sen at aktivere nu, hvor vi er i gang, fortalte Ole Jensen, formand for Reersø Harmonikaklub.
På trods af et par dryp hist og her, blandt andet under lydprøven, var det da også flot forårsvej, da Nordvestnyt kiggede forbi. Og musikalsk underholdning, mens man drak en kold øl i sin medbragte havestol så da bestemt heller ikke dårligt ud.
Koncerten var godt besøgt, og ifølge Ole Jensen plejer cirka 200 mennesker lægge vejen forbi koncerten. Reersø Harmonikaklub indledte koncerten med en fællessang-udgave af Kom, maj, du søde milde, sunget for af 84-årige Egon Sørensen.
Klubben øver hver onsdag i Åvangen, og en sjov detalje er, at der faktisk ikke er et eneste af medlemmerne, der bor på Reersø. Otte forskellige orkestre var på programmet. De fleste var gengangere fra sidste år, men et enkelt nyt havde sneget sig med i programmet i form af Holmstrupperne fra Slagelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her