

Se billedserie
Når kulden bider og vinden hyler, er det naturligt nok at både mennesker og dyr søger indenfor i ly og varme, men der var alligevel stor forundring, da en kvinde forleden skulle have sin Toyota Aygo til et almindeligt eftersyn hos Autohallen Toyota i Kalundborg.
- Kunden klagede godt nok over, at blæseren larmede en del. Det kunne vi godt forstå, da vi begyndte at skille bilen ad, siger mekaniker Erik Larsen med et skævt smil.
En sødlig lugt i kabinen kunne tale sit eget tydelige sprog, men efterhånden som bilens frontpanel blev skilt ad, åbenbarede problemets rod sig. Hele friskluftfilteret var ædt op, og i en rede af måttefnuller og filterstykker lå en stor og fed rotte, som i et lunt og blødt leje var afgået ved døden.
- Rotten har simpelthen ædt sig vej gennem bilen udefra. Kundens Aygo er næsten to år gammel, men har alligevel ikke kørt mere end 7.000 kilometer. Derfor har rotten haft tid og mulighed for at rumstere rundt. Heldigvis havde kunden en servicekontrakt, så hun ikke skulle betale for de mange arbejdstimer. Den rotte skulle bare vide, hvilken ravage den har været årsag til, siger Erik Larsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her