
På et år er det lykkedes Kalundborg Jobcenter at få nedbragt antallet af meget lange sygedagpengeforløb med næsten 40 procent.
I marts i år var der således 71 sygedagpengeforløb på over 52 uger. Ved samme tid sidste år var tallet helt oppe på 115. Det er en nedgang på 38,3 procent, og den udvikling glæder arbejdsmarkedschef Jens Folman fra Kalundborg Jobcenter.
- Der kan være flere faktorer, der spiller ind, men mit bedste bud er, at vi er blevet bedre til at sætte tidligt ind og koordinere vores indsats, siger Jens Folman.
- I en årrække har vi samarbejdet med firmaet Quick Care, der er et privat firma, som blandt andet beskæftiger sig med genoptræning og aktivering. For godt et år siden besluttede vi at styrke dette samarbejde og flyttede de medarbejdere, som beskæftiger sig med den tidlige indsats på sygedagpengeområdet, ud på Hareskovvej til Quick Care. Det har givet et tættere samarbejde, en kortere beslutningsgang og mulighed for at handle væsentligt hurtigere, fortsætter arbejdsmarkedschefen, som ikke lægger skjul på, at man på jobcenteret er meget tilfreds med udviklingen.
- Det er en markant udvikling. Der blev på et tidspunkt lavet en politisk ambition om, at vi skulle nedbringe antallet til omkring de 100. Det var en målsætning, som jeg dengang betragtede som meget ambitiøs, så det her overgår faktisk forventningerne, siger Jens Folman.
Sygedagepengeforløb af den længde er kostbare, da den statslige refusion til kommunerne falder løbende, jo længere et forløb er. Således får kommunerne 80 procents refusion i de første fire uger af et sygedagpengeforløb, men kun 20 procent efter 52 uger.
Helt undgå de lange sygedagpengeforløb kan man dog ikke, tilføjer Jens Folman.
- Der er en nedre grænse for, hvor langt vi kan komme ned. Der vil altid være syge mennsker, der har brug for tid til at komme til kræfter igen, mener han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her