

Se billedserie
Politiet har fået masser af henvendelser fra borgere i sagen om drabet på 29-årige Nick Jørgensen i Mullerup sidste sommer.
Men ingen af henvendelserne har bragt yderligere med sig, oplyser Camilla Broholm fra Midt- og Vestsjællands Politis pressetjeneste.
Det var søndag morgen den 8. juli, at tre mænd trængte ind i et nedlagt autoværksted på Mullerupvej i Mullerup, hvor de skød og dræbte den 29-årige Nick Jørgensen med flere skud.
De tre mænd forsvandt herefter i en sølvgrå Peugeot 206, som kørte sydpå mod Gørlev.
Udover de tre formodede gerningsmænd og den dræbte var der flere mennesker på ejendommen i Mullerup, men politiet har ikke ønsket at fortælle, hvor mange, det drejede sig om.
Ligeledes har politiet heller ikke ønsket at svare på spørgsmål om, hvad 29-årige Nick Jørgensen, som havde bopæl i Korsør, skulle på ejendommen på Mullerup den 8. juli sidste år.
Drabet, som politiet har betegnet som et opgør i det kriminelle miljø, er siden sommeren 2018 blevet efterforsket, men det har på trods af mange henvendelser fra vidner indtil videre ikke ført til anholdte, og politiet har ikke mange oplysninger om de tre formodede gerningsmænd.
- Vi har ingen signalementer af de formodede gerningsmænd, udover at de var maskerede, fortæller Camilla Broholm.
Hun tilføjer, at Midt- og Vestsjællands Politi fortsat efterforsker sagen, som politiet ikke p.t. har yderligere kommentarer til.
Umiddelbart efter skuddrabet oprordrede politiet alle personer, der har set noget i nærområdet før, under eller efter hændelsen, til at tage kontakt til politiet.
Det gjorde mange borgere, men indtil nu har deres oplysninger ikke ført politiet tættere på at kunne anholde de tre formodede gerningsmænd.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her