Yngresagen taler de unges sag. I front står en kvinde fra Kalundborg.
Hun er 28 og bor i København. Og er selvfølgelig fra Kalundborg.
- Jeg er nem at finde, for jeg har lige farvet håret rødt, siger hun, som løsning på hvordan vi finder hinanden mellem kioskerne på Nørreport. Christina Birkemose er landsformand for Yngresagen. Det har hun været siden starten af oktober, efter bestyrelsen inviterede hende til at stille op som formand.
- Jeg var meget overrasket og glad for invitationen. Og jeg er stadig meget stolt over, at de vil have mig ved roret - at de har så meget tillid til mine evner.
Yngresagen opstod i sommeren 2007. Foreningen er partipolitisk neutral og uafhængig og arbejder for at forbedre den yngre generations medindflydelse i samfundet. Selvom Christina Birkemose ikke er meget for sammenligningen, er det oplagt at trække en parallel til Ældre Sagen. Yngresagen opererer bare i den anden ende af aldersskalaen som talerør for danske, unges, fælles sag over for politikere og beslutningstagere.
- Jeg er stolt over at stå i spidsen for Yngresagen. Den har som interesseorganisation et vigtigt stykke arbejde at gøre. For når snakken går om den unge generation, er det sjældent os selv, der bliver spurgt. Det sker alt for ofte, at unge bliver italesat af sure, gamle mænd i medierne.
Christina Birkemose argumenterer ihærdigt i en svært afbrydelig talestrøm for de 1.100 medlemmer, hun taler på vegne af. Og det er der god grund til. Kalundborgenseren mener nemlig, at ungdommen fejlagtigt og alt for ofte stemples som en forkælet caffé latte-generation.
- Det er i den grad en selvmodsigelse, at vi skulle være egocentrerede og usolidariske, siger hun med henblik på de 13-35 årige, der er organisationens målgruppe.
- For eksempel er vi en generation, som engagerer os meget mere i frivilligt arbejde end tidligere generationer. Men foreningen er ikke kun grundlagt, fordi vi vil høres. Yngresagen er også vigtig, fordi de unge også skal være med til at forme fremtidens samfund. Lige nu er det vores forældre og bedsteforældre, der bestemmer, hvordan det skal se ud. Men om 20-30 år er det os, der kommer til at leve i det. thsm nordvest.dk
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her