22. oktober 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny tv-chef vil endnu tættere på livet i Ishøj

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny tv-chef vil endnu tættere på livet i Ishøj
Opdateret 26. april 2010 kl. 12:59
Ishøj - 22. april 2010 kl. 08:02
Ishøj: TV-Ishøj har fået ny produktionsleder, og han vil fortælle lokale historier, der går et spadestik dybere, fortæller Ishøj Kommune.

Ishøj Kommune har i mere end 20 år leveret lokal-tv for alle borgere i Ishøj. Det bliver der ikke ændret på fremover, hvis det står til TV-Ishøjs nye produktionsleder, Bo Dalum. TV-Ishøj skal derimod dykke endnu længere ned i de gode historier om livet i landets tredjemindste kommune, mener Bo Dalum:

- Vi skal beholde det, der har kendetegnet TV-Ishøj tidligere, men vi skal også gå et spadestik dybere. Vi vil lave kritiske historier med lidt mere dybde og følge mere op på de historier, vi laver, siger Bo Dalum, der afløser Ishøjs Kommunes kommunikationschef gennem 17 år, Torben Höyer-Andersen.

Torben Höyer-Andersen afleverer en tv-kanal, der målt i antal seere er mere populær end TV2-Lorry.
Stadig nærvær og hygge
Der er noget at leve op til for den nye leder, som har stor respekt for sin forgængers bedrifter. Derfor bliver der heller ikke ændret på selve kernen i det, der er TV-Ishøj:

- TV-Ishøj er nærvær og hygge. Det er der mange seere, der rigtig godt kan lide. Det er en af vores styrker, at vi er lige rundt om hjørnet og så tæt på vores seere, at vi kan banke på deres dør, siger Bo Dalum og fortæller videre:

- TV-Ishøj informerer om stort og småt i Ishøj – om alt det, der er tæt på borgernes liv og alt det, de ikke kan få, når de ser 19-Nyhederne på TV2. Det skal vi blive ved med, siger 32-årige Bo Dalum, der har en fortid som producer for Kanal 4 og tilrettelægger for Tv2-Fyn. Han har desuden været fotograf og klipper for de to store landsdækkende kanaler TV2 og DR.

Det er således ikke en hr.-hvem-som-helst indenfor tv, der nu skal stå i spidsen for TV-Ishøj. Selvom han kun er 32 år gammel, har Bo allerede en del erfaring, når det gælder kunsten at fortælle gode historier. Han står bag flere internationalt anerkendte kort- og novellefilm og har modtaget stipendier fra Statens Kunstråd for sine skriverier, der er udgivet i diverse medier.
Et drømmejob
Bos hjerte har hamret for film- og tv-mediet, lige siden han i en alder af bare 14 år sparkede døren ind til Kanal København og bad om at lære at betjene et kamera. Og selvom han først nu har stiftet personligt bekendtskab med TV-Ishøj, er det et navn, han har hørt flere steder gennem sin karriere:

- Rigtig mange af dem, jeg gennem tiden har arbejdet godt sammen med, begyndte at lave tv på TV-Ishøj. Det har altid virket på mig som om, at der virkelig bliver taget hånd om folk herude, fortæller Bo, der føler, at han nu er kommet tilbage til det miljø, som han trives allerbedst i:

- Det er som én stor familie, der kæmper for det samme. Med jobbet på TV-Ishøj føler jeg, at jeg har gjort cirklen komplet. Det er i et tv-miljø som dette, at jeg altid har befundet mig bedst, fortæller Bo. Han mener, at TV-Ishøj skal blive ved med at være et sted, hvor unge mennesker kan få lov at træde de første små skridt i retning af en, måske, kommende karriere indenfor tv.

Bo Dalum vil tage sig af den daglige drift af TV-Ishøj, mens Per Tostenæs fungerer som kommunikationschef ved siden af sine opgaver som chef for Sundheds- og Ældrecentret. Årsagen til den midlertidige ansvarsfordeling er, at kommunen er ved at gå kommunikationsområdet efter i sømmene. Det skyldes den nye kommunikationspolitik, der blev lanceret ved udgangen af 2009.
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?