18. november 2018
3500 masker i Veddinge Bakker fremstillet af skolebørn fra Odsherred, som del af et kunst- og undervisningsprojekt, der kombinerer formidling af landskab, kulturhistorie og dét liv, der udfolder sig i Geopark Odsherred i dag. Et eksempel på kultur , men hvordan måler man værdien? Foto: Henrik Uhre-Prahl
gallery icon

Se billedserie

3500 masker i Veddinge Bakker fremstillet af skolebørn fra Odsherred, som del af et kunst- og undervisningsprojekt, der kombinerer formidling af landskab, kulturhistorie og dét liv, der udfolder sig i Geopark Odsherred i dag. Et eksempel på kultur , men hvordan måler man værdien? Foto: Henrik Uhre-Prahl
Foto: Henrik Uhre-Prahl
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Noget der minder om arbejde...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Noget der minder om arbejde...
Ind i kulturen - 16. marts 2018 kl. 08:53
Af Simon Vagn Jensen, teaterleder Odsherred Teater
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jeg har været heldig. Hele mit arbejdsliv har jeg på et væld af måder fået mulighed for at arbejde med det, jeg er optaget af.

Kultur.

»Hvor må det være dejligt bare at kunne arbejde med sin hobby!!?«, vil nogle sige. Sådan har jeg det ikke helt. Det tillader sig i hvert fald at udfylde pænt mange timer hver dag, som minder utroligt meget om noget arbejdsrelateret.

Jeg har faktisk næsten altid været glad for at arbejde med teater. Men jeg erkender, at jeg ikke altid har været stolt af det.

Det siges, at man genkender en skuespiller på det fjerne blik, som opstår i hans/hendes øjne, når samtalen ikke drejer sig om ham/hende. Sådan har jeg aldrig haft det.

Af og til har jeg siddet til bords med én, jeg ikke kender, og så begynder pligtdialogen om, hvad hinanden laver.

Lige meget hvor uinteressant, uengageret i samtalen, jeg forsøger at fremstå, kommer jeg ikke udenom på et tidspunkt at indrømme, at jeg er skuespiller.

Selvom jeg selv synes, at jeg er ok på en scene og har medvirket i nogle fremragende forestillinger, så kræver det en del forklaring, når man nu ikke er en del af Matador-arven.

Og som samtalen glider frem, er det ikke mig, skuespilleren, der får et fjernt blik i øjnene.

Sådan har jeg det ikke mere. Jeg fortæller gerne vidt og bredt om mit arbejde.

Dansk glasur

Når jeg går lidt i dybden på den her omstændighed, så kan jeg godt få den tanke, at det bunder i den skizofrene rolle, som kultur har i det danske samfund.

På den ene side er kulturen den helt afgørende glasur, vi smører på, når noget skal glide lidt nemmere ned.

Det, vi praler af, vi kan, viser frem, som skaber sammenhæng, og hovedingrediensen i det her underlige begreb jeg endnu ikke har fattet, hvad handler om: danskhed.

På den anden side skal kulturen gang på gang argumentere for sin eksistensberettigelse.

For så uendeligt meget af det kultur, der skabes, er ikke målbart. Hvordan måler jeg kulturens indflydelse på bosætning? Vækst?

Jeg ved det ikke. Så ofte - i rapporter med videre - bliver konklusionen, at det ingen indflydelse har. Jeg tror ikke på det.

Følgende er et - heldigvis sjældent - eksempel på, hvor lavt niveauet i en diskussion om kultur kan være.

Hvad er det vigtigste landets optrædende kunstnere skal bidrage med i fremtiden?

Svar: Det må de selv finde ud af. Det vil jeg ikke blande mig i.

Og hvordan skal de gøre det?

Svar: Ved at lade være med at være så venstreorienterede og forudsigelige.

Nej, det er ikke et Erhardt Jacobsen citat fra slutningen af 70'erne. Det er Alex Ahrendtsen, DF's kulturpolitiske ordfører i 2018 (citeret i Artisten, Fagblad for udøvende kunstnere, red.). Det taler vist for sig selv.