13. december 2017
Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvor dum kan man være!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvor dum kan man være!
Ind i kulturen - 14. april 2017 kl. 13:42
Af Bente Eskesen, skuespiller og leder af Dragsholmrevyen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For små tyve år siden flyttede min mand og jeg til Odsherred. Jeg havde, som så mange andre, kun set en brøkdel af området i høj fart på vej til Odden for at tage færgen.

arrow Læs også: Et bymenneske vover sig ud i naturen

Da vi havde boet her i nogle måneder, tænkte jeg, at det var på tide at se lidt nærmere på "Det skønne Odsherred". Adskillige gange havde jeg passeret et skilt, hvor der stod "Lammefjorden".

En dag, hvor jeg kom tidligere hjem fra mit teaterarbejde i København, lod jeg mig lede af omtalte skilt. Nu måtte jeg ud at se den fjord, da jeg er vild med vand - både at være i det og se på det.

Jeg kørte og kørte, men intet vand i sigte.

Til gengæld befandt jeg mig på et meget stort og meget fladt område. Jeg var ét stort spørgsmålstegn.

Pludselig slog det mig, at jeg havde købt både Lammefjords gulerødder og kartofler, siden vi var flyttet hertil og langsomt gik det op for mig, at det var den, for mange år siden, inddæmmede Lammefjord, som jeg skuede ud over.

Hvor dum kan man være!
Jeg kørte slukøret hjem, men min nysgerrighed var vakt.

På biblioteket fandt jeg en del litteratur om inddæmningen, og jeg kom i forbindelse med den højt respekterede foredragsholder Arne Fjordgaard Andersen. En dag tilbød han mig en rundvisning på "fjorden", og vi kørte rundt i flere timer, mens Arne tegnede og fortalte, så det var en lyst.

Det var svært at forestille sig, at dette kæmpe område havde været dækket af vand. Og at man i starten havde brugt håndkraft til arbejdet med inddæmningen.

Vores tur endte på Audebo Pumpestation, som Arne så smukt kaldte "Lammefjordens hjerte". Det helt unikke er, at den stadig fungerer som en højeffektiv pumpestation, samtidig med at det er et formidlingssted og museum.

Inddæmningen af Lammefjorden blev påbegyndt i 1873 med Lensbaron G. F. Zytphen Adeler fra Dragsholm Slot i spidsen som idémand. Pumpestationen blev bygget året efter, og pumperne startede op den 18. januar 1875. Dette var begyndelsen på et af de største og mest ambitiøse tørlægningsprojekter i verden, og i dag er Lammefjorden med sine 11.000 tønder land (svarende til 10.000 fodboldbaner) Nordeuropas største inddæmmede areal.

Folk kom fra alle kroge i landet og bosatte sig på fjorden, og ens for dem alle var drømmen om et bedre liv. Her ventede et stort og umenneskeligt arbejde på dem, men modet og fantasien fejlede ikke noget. Folk forstod at udnytte mulighederne. Da man udtørrede fjorden, lå der blandt andet sten og muslingeskaller tilbage. Stenene byggede de huse af, og skallerne blev forarbejdet og solgt som kalktilskud til æglæggende høns.

De flittige folk prøvede sig også frem med mange forskellige afgrøder f.eks. hamp, som blev brugt til fremstilling af blandt andet reb og tovværk. Raps, tobak og tulipan-dyrkning var der også gang i på et tidspunkt. Folk kom fra nær og fjern for at nyde synet, når "tulipanhavet" blomstrede; til tider i så stort et antal, at man måtte have politiet til at dirigere trafikken.

Vi kan takke alle disse modige og arbejdsomme mennesker, der satsede liv og lemmer for at have lagt grunden til den rivende udvikling, som er sket på Lammefjorden, specielt i de seneste år, med levering af gode råvarer til supermarkeder i hele landet, gårdbutikker og Michelinrestauranter som Noma og Dragsholm Slot.

Hver gang jeg kører på Lammefjorden, nyder jeg naturen og fuglelivet. En dag så jeg en strandskade gå i vejkanten og jeg tænkte: "Hvad i himlens navn laver den der?". Der var den igen...... Hvor dum kan man være!. Den går jo "i strandkanten" og der hører den til.

arrow Når fortiden graves frem af jorden
15. maj 2017 kl. 14:40 Opdateret: kl. 11:57
arrow Vi går bersærk med vikingerne
01. maj 2017 kl. 11:09 Opdateret: kl. 14:50
arrow Uden bomuldshandske og pincet
05. april 2017 kl. 12:27 Opdateret: kl. 10:52