
Der går lidt mere end halvandet år, før den planlagte udflytning af statslige arbejdspladser til Holbæk bliver gennemført, skriver dagbladet Nordvestnyt lørdag.
Da Venstre-regeringen i oktober 2015 fremlagde planen Bedre Balance, var det målsætningen, at udflytningen af de cirka 3900 arbejdspladser fra hovedstaden til 38 byer landet over skulle være afsluttet inden udgangen af 2017.
Men det kommer ikke til at ske med de 119 årsværk, der skal flyttes til Holbæk. De tre organisationer har fra Bygningsstyrelsen fået besked om, at flytningen i stedet vil ske pr. 1. oktober 2018.
Det skyldes, at arbejdet med at gøre den tidligere Østre Skole i Holbæk klar til det nye formål ikke kan være afsluttet før den dato.
De tre arbejdspladser, der skal flytte, er Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Akkrediteringsinstitution og Danida Fellowship Centre.
Hos Holbæk Kommune forklarer Kristian Nabe-Nielsen, der er leder af Vækst og Bæredygtighed, at aftalerne ikke er helt på plads med Bygningsstyrelsen.
- Der skal laves en masse renovering ved de gamle bygninger, og det er ikke helt på plads, hvem der skal udbyde arbejdet. Vi er i dialog med Bygningsstyrelsen om, hvilken form de helst vil have. Vi regner med, det er afklaret inden ret længe, siger Kristian Nabe-Nielsen.
Lejeaftalen med Bygningsstyrelsen er heller ikke underskrevet endnu. Det skal blandt andet afklares, om Bygning 4, som Holbæk Kommune har renoveret, skal udstykkes fra de øvrige bygninger.
Bygning 4 bruges midlertidigt til kommunens 10. klassecenter, men skal senere huse et kommunalt læringscenter, som skal beskæftige sig med uddannelse.
Holbæk Byråd besluttede i september, at kommunen skal udbyde bygningerne på Tidemandsvej til salg. De er dog ikke officielt udbudt endnu, da kommunen først skal være klar med en »samlet pakke«, blandt andet om lejevilkårene med staten, som interesserede købere kan forholde sig til.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her