
Retten i Holbæk valgte tirsdag morgen at åbne en anelse op i den hidtil mørklagte terrorsag med udgangspunkt i Holbæk.
Det skete da seks personer, der ifølge politiet er sigtet »i tilknytning til terrorsagen«, blev fremstillet i retten, hvor anklagemyndigheden ønsker at få deres varetægtsfængslinger forlænget. Ved 10.45-tiden var retsmødet fortsat i gang.
Dommeren besluttede at ophæve den såkaldte dobbeltdørlukning, som de hidtidige retsmøder med de seks personer har været underlagt.
De dobbeltlukkede døre har betydet, at offentligheden endnu ikke har fået indblik i den konkrete sigtelse, politiet har rejst mod de fire mænd og to kvinder.
Trods dommerens beslutning er det dog fortsat uvist, hvad de seks personer, som blev anholdt natten til 8. februar, er sigtet for.
Sigtelsen mod dem blev nemlig ikke læst op i den åbne del af retsmødet, og dommeren besluttede, at gennemgangen af politiets materiale i sagen fortsat skulle ske for lukkede døre.
Alle seks forsvarere ønskede retsmødet holdt for helt åbne døre. Et af argumenterne lød, at offentligheden skulle have indblik i, hvor »svag mistanke, der er mod min klient,« som en forsvarer bemærkede.
Politiet har ikke villet sige, om de seks er sigtet efter terrorparagraffen, eller om der er andre bestemmelser i spil for deres vedkommende.
- Den 6. februar indledte politiet flere anholdelses-aktioner i Holbæk og andre steder på Sjælland. Baggrunden er mistanke om, at personer planlagde en eller flere terrorhandlinger.
- Syv personer, fire mænd og tre kvinder, er sigtet efter terrorparagraffen og fængslet til 2. marts. Yderligere en mand har været anholdt i Tyskland.
- Seks andre - fire mænd og to kvinder - er fængslet til i dag på hidtil hemmeligholdte sigtelser. Anklagemyndigheden ønskede fra dagens start fængslingerne forlænget.
Politiet har kun villet sige, at de har »tilknytning til sagen«.
Men i anklager Kirsten Jensens argumentation for lukkede døre henviste hun blandt andet til, at de seks er sigtet for en bestemmelse i straffelovens kapitel 13, der handler om »forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.«
Men det er altså uvist, om sigtelsen er efter terrorbestemmelsen.
Tre af de seks sigtede er ifølge Nordvestnyts oplysninger søskende. Det drejer sig om en kvinde omkring 40 år og hendes to yngre brødre i 20-30-års alderen. Alle tre kom til Danmark som flygtninge fra Syrien for en håndfuld år siden.
En fjerde blandt de sigtede er en ung kvinde, som blev student for få år siden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her