
Fusionen mellem to markante tømrerfirmaer er nu på plads og det markeres med en reception, fredag den 25. januar.
Den 1. oktober 2018 flyttede Jens Brøchner sin tømrer- og snedkervirksomhed med sig selv og alle seks medarbejdere fra Holbæk til Snertinge.
Han har valgt at fusionere med Faurbohus A/S, der har 10 medarbejdere, inklusive ejeren, på Kalundborgvej 34 i Snertinge. Det er herfra, det samlede firma drives videre.
Jens Brøchner fortæller, at han inden fusionen brugte det seneste halve års tid på at snakke med indehaveren af Faurbohus, Torben Grube Jørgensen, om ændringen for at fremtidssikre aktiviteterne.
- Vi tror, vi står stærkere ved at slå os sammen. Jeg havde i forvejen sat ejendommen på Kalundborgvej 102 i Holbæk til salg, fordi jeg havde behov for noget mindre, fortæller Jens Brøchner.
De to virksomheder har haft lidt forskellige områder, som de især har beskæftiget sig med. Faurbohus har en del opgaver med tilbygninger i området fra Roskilde og ind mod hovedstadsområdet samt renoveringer.
- Vi er totalentreprenører, der bruger underentreprenører til de øvrige fagentrepriser, mens vi selv står for tømrerarbejdet, forklarer Thomas Grube Jørgensen, der overtog Faurbohus efter Poul E. Petersen, som havde drevet firmaet i 45 år.
Jens Brøchner ApS har beskæftiget sig med varierende tømrerarbejde, blandt andet forsikringsopgaver og renoveringer. Han har drevet virksomheden fra 2004. Jens Brøchner er nu daglig leder i det sammenlagte firma, hvor Torben Grube Jørgensen er direktør og ejer.
Ved receptionen, der afholdes på Kalundborgvej 34 i Snertinge, fredag den 25. januar klokken 13.00-16.00, markerer man også at firmaet nu har fået fælles navn og logo.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her