16. juli 2019
Jonathan Pichard, der til daglig er skolelærer i Holbæk, står bag heavy metal-koncerten i Rotationen.
gallery icon

Se billedserie

Jonathan Pichard, der til daglig er skolelærer i Holbæk, står bag heavy metal-koncerten i Rotationen.
Foto: Peter Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: »Pest over Provinsen«: Tung metal på scenen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Pest over Provinsen«: Tung metal på scenen
Holbæk - 06. februar 2019 kl. 07:55
Af Palle Mogensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fredag den 15. marts kommer der fart over feltet og tempo på musikken, når der afvikles en heavy metal-koncert i Rotationen i Holbæk.

Tre bands - et er lokalt - kommer og spiller op til headbanging og fest ved arrangementet, der har fået navnet »Pest over provinsen«.

- Navnene på den slags begivenheder skal helst lyde som titlerne på skrækfilm tilbage fra 1970'erne, lyder det fra 29-årige Jonathan Pichard, Holbæk.

Han har fået koncerten op at stå sammen med hjemmesiden heavymetal.dk.

- Jeg har i tre år været med til at lave hjemmesiden, og vi har arrangeret flere koncerter rundt omkring, mest i de store byer. Men så tænkte jeg, hvorfor ikke lave noget i Holbæk? Jeg tog derfor kontakt til Niels Bo (Sohl Christensen, red.) fra Sidesporet, som straks var med på ideen, fortæller han.

De tre bands, der kommer og spiller, er Kurgan fra Fårevejle, Deadnate fra Fredericia og hovednavnet MØL, der kommer fra Århus.

- De spiller vidt forskellige versioner af heavy metal, og derfor er der noget for enhver smag. MØL er det mest kendte af bandene, mens de to andre bands er på vej frem, fortæller Jonathan Pichard.

Håber på mindst 100

Hvor mange heavy metal-fans, der egentlig findes i Holbæk og omegn, er der ikke tal på, men Jonathan Pichard håber, at mindst 100 af dem dukker op til koncerten.

- Det er mange forskellige typer mennesker, der lytter til heavy metal i den ene eller anden form. Men om de alle dukker op til koncerten, er uvist. Vi vil kalde det en succes, hvis der kommer 100, men kommer der flere, vil det være fantastisk og flødeskummen på kagen, siger han.

Jonathan Pichard har selv lyttet til heavy metal, siden han var 14-15 år gammel.

- Musikken gør mig glad. Det handler om indlevelse, og under en koncert er der en energiudveksling mellem mig og musikerne. Det er også derfor, at musikken skal spilles højt. Ellers virker det ikke. Udenforstående kan godt have meget svært ved at forstå, at det kan være afslappende, at der står en på scenen og råber af én i halvanden time. Men det er sådan, det virker for mig, fortæller han.

Gennem sit virke på heavymetal.dk har han mødt både danske og udenlandske heavy metal-musikere. Mange af dem har kostumer på og synger om helvede og død, når de står på scenen.

Men bag facaden er de helt almindelige mennesker med normale interesser, fortæller Jonathan Pichard.

- Langt de fleste er søde og rare mennesker. Jeg kan huske engang, hvor jeg sad ude bagved og udvekslede billeder af kæledyr med nogle af musikerne, og kort tid efter stod de på scenen iført fuldt ornat og sang om satan. Det, synes jeg, var ret specielt, fortæller han.

Gæster kan nå toget

Koncerten i Rotationen begynder klokken 20 og slutter klokken 23.

- Det handler om, at dem, der kommer udenbys fra, skal have en chance for at komme hjem med toget, fortæller Jonathan Pichard.

Han glæder sig til at tage imod publikum den 15. marts.

- Jeg satser på, at folk får en på opleveren. Håbet er, at der kommer så mange, at vi kan lave noget lignende igen. Men uanset hvordan det kommer til at gå, så kan jeg sige, at vi gjorde det, siger Jonathan Pichard.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk