19. juni 2019
Sådan ser Orøs nye mønt eller polet, ourø?en, ud. Den er designet af Elspeth Barrie Larsen, og forsiden (tv.) viser dronning Margrethe den 1., som skal have haft et jagtslot på øen. Bagsiden (th.) er på den første udgave dedikeret til Orø Brugsforening, der fylder 100 år i år.
Sådan ser Orøs nye mønt eller polet, ourø?en, ud. Den er designet af Elspeth Barrie Larsen, og forsiden (tv.) viser dronning Margrethe den 1., som skal have haft et jagtslot på øen. Bagsiden (th.) er på den første udgave dedikeret til Orø Brugsforening, der fylder 100 år i år.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ø har fået sin egen mønt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ø har fået sin egen mønt
Holbæk - 22. maj 2019 kl. 12:28
Af Morten D. Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den ligner en almindelig dansk 20'er, og den guldfarvede mønt har endda dronning Margrethe på forsiden.

Men her ophører ligheden så også mellem en kongelig dansk 20'er og Orøs egen og helt nye mønt, ourø'en. For dels er det dronning Margrethe den 1. og ikke vores nuværende regent, der pryder den lokale mønt, og dels kan ourø'en slet ikke bruges som betalingsmiddel.

Faktisk må den slet ikke kaldes en mønt, men skal i stedet betegnes polet.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.

- Ourø'en er tænkt som en souvenir, som turister på Orø kan købe med hjem som et varigt minde om deres ophold på øen. Og samtidig er den tiltænkt møntsamlere, der gerne vil have en speciel mønt udgivet i begrænset antal i deres samling, fortæller Jens Bloch, formand for Orø Beboerforening og med i styregruppen bag ourø'en.

Det er tanken, at der skal udgives en ny polet hvert år, og den første udgave blev onsdag ved middagstid officielt præsenteret af borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Det var orøboen Nicolai Nicolaisen, der fik ideen til den lokale mønt eller polet og fik turistforeningen med på projektet. En af hans gode venner er meget aktiv møntsamler, og han hjalp med forbindelserne.

- Min ven kender en anden møntsamler, der har købt maskinerne fra Den Kongelige Mønt i Nationalbanken, hvor danske mønter tidligere blev præget. Og så fik vi lavet ourø'en på de maskiner, siger Nicolai Nicolaisen.

- Jeg synes, at det er en god måde at præsentere Orø på, tilføjer han.

Navnet ourø er fremkommet som en kombination af Orø og den fælleseuropæiske møntfod euro. Desuden var ourø tidligere den måde, man stavede til øen i Isefjord.

Motivet af Margrethe den 1. på møntens forside er da også en klar henvisning til Orøs tidlige historie, hvor den magtfulde dronning i 1300 og 1400-tallet ifølge overleveringerne havde et jagtslot på øen.

Det er den skotskfødte og på Orø bosatte billedkunstner og grafisk designer, Elspeth Barrie Larsen, der har designet den første udgave af ourø'en. Hun har taget udgangpunkt i den afdøde dronnings sarkofag i Roskilde Domkirke samt et segl fra Margrethe den 1.'s tid, der fejrer hendes samling af Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen i 1397.

Mens motivet på forsiden vil gå igen fra år til år, vil bagsiden - eller temasiden - hvert år rumme et nyt lokalt motiv.

Til den første udgave af ourø'en er valget faldet på den gamle købmandsbygning i Bybjerg, hvor Orø Brugsforening blev stiftet i september 1919 - altså for 100 år siden i år - og hvor brugsen lå indtil den i 2010 flyttede til nye bygninger.

Én ourø koster 95 kroner og vil kunne købes fra Turisthuset (Orøkontoret) på Orø Havn og på udvalgte turistmål rundt omkring på øen. I erkendelse af, at også møntsamlere og ikke kun turister er interesserede i mønten, kan den også bestilles på nettet.

- Der er allerede kommet forudbestillinger fra møntsamlere, der gerne vil sikre sig et eksemplar af ourø'en, siger Jens Bloch.

Der er nedsat en styregruppe bag ourø'en bestående af idémager Nicolai Nicolaisen, grafiker Elspeth Barrie Larsen, Jens Bloch fra beboerforeningen samt Hanne Ringius og Peter Bach Larsen fra Turisthuset/Orøkontoret.

Og styregruppen holder for sig selv, hvor mange poletter der præcist bliver udgivet. Sådan foretrækker møntsamlerne det tilsyneladende.

Men der er tale om »nogle hundrede« eksemplarer. Hver mønt har en diameter på 30 millimeter, er 2,6 millimeter tyk og vejer 13 gram.

For at finansiere førsteudgaven har Orø Brugsforening, Orø Strandcamping og Orø Kro givet sponsorater.

- De har sørget for, at vi kunne sætte ourø'en i produktion. Det er meningen, at salget skal gå i nul, men at der skal være penge til at finansiere produktionen af næste års udgave uden sponsorhjælp, siger Jens Bloch.

Et eventuelt overskud vil gå til Turisthuset, som arbejder for at fremme turismen på Orø, skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk