
Selv om regeringens nye udspil med en lang række trafik- og infrastruktur-investeringer for den kommende årrækkeførst præsenteres ved middagstid torsdag, står det imidlertid klart, at S-regeringen ønsker at færdiggøre Kalundborg-motorvejen, der løber gennem Holbæk Kommune og i dag slutter/begynder ved Dramstrup.
En færdiggørelse vil dermed betyde, at motorvejen også vil gå gennem Mørkøv og Jyderup.
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) er meget tilfreds med, at partifællerne i regeringen nu melder sig parat til at bygge Kalundborg-motorvejen hele vejen til Kalundborg.
- Det glæder mig meget. Motorvejen har været et stort ønske ikke bare i Holbæk, men i hele regionen. Det vil få en rigtig positiv betydning for hele Nordvestsjælland, siger Christina Krzyrosiak Hansen til dagbladet Nordvestnyt.
Hun og andre borgmestre fik onsdag aften en orientering om regerings-udspillet af de relevante ministre, her i blandt indenrigsminister Kaare Dybvad Bek, opstillet i Holbæk-kredsen.
Han bekræftede onsdag på sin Facebook, at Kalundborg-motorvejen er med i udspillet.
Christina Krzyrosiak Hansen føler sig sikker på, at der kan dannes politisk flertal på Christiansborg for forslaget.
- Men hvad vi ikke ved, er, hvordan tidsplanen for færdiggørelsen vil blive. Det skal der forhandles om, og jeg vil gøre mit til at presse på for en snarlig færdiggørelse, siger borgmesteren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her