
Det blev blot til halvandet år på posten som produktionsdirektør hos Kullegaard A/S, inden Ulrik Mortensen, Lejre, fratræder med udgangen af januar. Samtidig stopper han som medejer af arkitektvirksomheden med hovedsæde i Holbæk og afdeling i Valby.
Ulrik Mortensen har været ansat i virksomheden siden 1996, og han blev medejer i 2004. Da han i sommeren 2019 blev udnævnt til produktionsdirektør, blev han samtidig en del af direktionen sammen med administrerende direktør Kasper Kullegaard.
I en pressemeddelelse fra Kullegaard A/S omtales de aktuelle ændringer. Her står, at »Kullegaard A/S og medejer Ulrik Mortensen har gensidigt valgt at stoppe samarbejdet efter mange års partnerskab«. Det tilføjes, at »Kullegaard vil gerne takke Ulrik for en god og solid indsats gennem mange år i virksomheden, først som sagsmedarbejder, siden som projektleder og de sidste mange år som medejer og senest også som produktionsdirektør«.
I pressemeddelelsen oplyses der intet om årsagen til, at Ulrik Mortensen helt forlader virksomheden efter den korte tid i direktionen. Og Ulrik Mortensen er ikke citeret i meddelelsen.
Nordvestnyt har bedt ham om en kommentar til hans exit.
- Vi har fundet en fælles aftale om en min fratrædelse. Det er jeg selvfølgelig glad for, fordi jeg har et ønske om at prøve noget nyt. Jeg har ikke fundet noget nyt endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at der viser sig noget spændende, siger Ulrik Mortensen.
Via sit selskab Heum ApS fortsætter Ulrik Mortensen som medejer af Holbæk Havneby A/S, der står bag bygningen af samme navn på hjørnet af Havnevej og Kanalstræde i Holbæk.
I Kullegaard A/S består medejerskabet fremover af administrerende direktør Kasper Kullegaard, der tiltrådte stillingen 1. juli 2019, samt stifter Thomas Kullegaard, Finn Sandberg Atkinson og Nicolas Munkø.
I pressemeddelelsen fra Kullegaard A/S fremgår det desuden, at der i forbindelse med generalforsamlingen er sket udskiftninger i bestyrelsen. Det betyder, at Palle Andersen, Vipperød, der sidste år gik på pension som advokat, og bestyrelsesformand Hans Christian Petersen, Arnakke, udtræder.
Ny bestyrelsesformand er Frederik Petersen, Virum, der blandt andet er partner i Danish Network Association og har en stor erfaring med bestyrelsesarbejde og ledende stillinger i erhvervslivet. Kullegaard vil sammen med den nye formand bruge den kommende periode på endeligt at sammensætte bestyrelsen.
I pressemeddelelsen udtaler Kasper Kullegaard, at »Hans Christian Petersen og Palle Andersen har været afgørende for, at vi er den virksomhed, vi er i dag. I den forbindelse vil jeg på vegne af alle i Kullegaard gerne sige en stor og oprigtig tak for samarbejdet. Med ændringerne i bestyrelsessammensætningen understreger vi vores vision om fortsat udvikling, transformering samt vores tro på fremtiden«.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her