
I forbindelse med et såkaldt herre/slave-forhold har en 33-årig mand tvunget sig til samleje med en 12-årig pige.
Det mener anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi, der har rejst tiltale mod den 33-årige.
Voldtægten skal i henhold til anklageskriftet have fundet sted den 16. november sidste år i en bil, der holdt parkeret nær et skovområde ved Jyderup.
Manden skulle have fået kontakt med pigen via internettet, og den pågældende dag tvang han først pigen til gensidig oralsex, inden han gennemførte et samleje med hende, mens han tog halsgreb på hende.
Inden den dag havde han tilsyneladende fået presset hende til at tro, at hun var hans slave.
Blandt andet viste han hende pornografiske billeder af unge piger, der blev mishandlet seksuelt, og fortalte hende, at det samme ville ske for hende, hvis hun ikke gjorde, som han sagde.
I dagene efter den påståede voldtægt af pigen forsøgte han igen at overbevise pigen om, at de skulle mødes, men det blev forpurret, da pigens forældre opdagede, hvad der foregik.
Den 9. december blev han anholdt, og dagen efter blev han fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet. Og foreløbig befinder han sig stadig bag tremmer.
Retssagen mod den 33-årige mand finder sted på torsdag i Retten i Holbæk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her