

Se billedserie
Ingen kan huske, hvornår der sidst blev kalket indvendig. Men det er længe siden. Det afslørede en nedvaskning. Tiden og mange år med tændte stearinlys havde farvet væggene i Mørkøv Kirke smudsiggrå. Nu har kalkning fjernet den dunkle stemning og givet ny lyseffekt.
Hvis ikke øjet automatisk søger mod lofternes mange og gamle kalkmalerier, så gør kontrasten mellem kridhvide vægge og de farverige billedfortællinger. Her kan man også se, hvordan det hvide med tiden er blevet gråligt.
Men rensning og restaurering af kalkmalerierne må vente. Det er dyrt og skal foretages af en konservator.
Det skal kalkning ikke, Mørkøv Murerforretning ApS har udført arbejdet og skal også stå for den udvendige kalkning senere i år. Og graverne har været tovholdere på arbejdet.
- Det tog i alt syv uger, og i den tid var kirken lukket, men heldigvis var der ingen begravelser. Vi åbnede kirken 14. marts med overholdelse af alle corona-retningslinjer, forklarer sognepræst Karsten Bjerreskov Farup.
Det har kostet et par hundrede tusinde kroner at få kalket og få lysekronerne pudset op hos en gørtler.
- Samtidig fik vi et hejsesystem fra loftet, så graveren ikke skal stå på en høj stige for at gøre dem rene og skifte pærer. Og der er nu led-belysning overalt, bemærker kirkeværge Henrik Larsen.
Alt blev dækket af under arbejdet, men noget har alligevel fundet vej ind i orglet, og det skal nu renses.
Pengene til kalkning kommer fra provstiet. Kirken havde selv penge på vedligeholdelseskontoen til hejs og oppudsning, fordi 2020 med coronavirus har været et stille år, konstaterer Karsten Bjerreskov Farup.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her