Hvor mange ulovligheder kan man pakke sammen på én knallert? Svaret er seks.
Det var det i hvert fald, da politiet onsdag ved 18-tiden stoppede en knallert på Omfartsvejen ved Holbæk. Den blev ført af en 20-årig mand fra Regstrup, som kan se frem til ret massiv hilsen, når hans sag kommer i retten.
Knallerten blev målt til at kunne køre 59 kilometer i timen, det dobbelt af det tilladte. Derudover havde knallerten intet udstødningsrør. Nummerpladen manglede også, og det samme gjorde forsikringen.
Den unge mand var også interessant. Han kørte på en cocktail af spiritus, hash og kokain, og i øvrigt havde han mistet knallertbeviset på grund af tidligere ulovligheder.
Den samlede pakke fik patruljen til at beslaglægge knallerten på stedet.
Fangsten indgik i en særlig knallertindsats, hvor politiet onsdag eftermiddag også snuppede en 17-årig og en 18-årig på hver deres ulovlige knallert. Begge knallerter kørte for hurtigt. Men det var trods alt også den eneste forseelse, som de unge blev noteret for. De to unge, som begge er fra Mørkøv, blev stoppet på Nykøbingvej i Mørkøv og ved Mørkøv Kro.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her