
Det var hårdt og ikke til at bære, da en julens ildsjæl måtte aflyse den fælles juleaften på grund af corona. Men der er tænkt ud af boksen for alligevel at sprede lidt juleglæde. Det er blevet til en kurv fyldt med julens varer.
- Planen er, at folk køber et gavekort i Føtex og i Sushimania til en julekurv. Der er ikke et mindstebeløb, selv 10 kroner kan være med til at gøre en forskel for en familie, forklarer Nancy Maati, Holbæk.
Hun vil handle ind, og som med juleaften kan alle deltage, der er ingen visitation, og der meldes til på »Jul i Holbæk« på Facebook.
- Jeg ved ikke, om det lykkes, men jeg håber på folks gode hjerter, tilføjer hun.
Udsatte børnefamilier har søgt og kan stadig nå at søge hjælp fra Frelsens Hær og Julekomiteen af 1922, hvor der er frist henholdsvis den 30. og 29. november.
Der er til nu 150 ansøgere og indsamlet 160.000 kroner, oplyser Svend Due Mikkelsen fra Lions Holbæk, som administrerer komiteen.
Det betyder, at beløbet til udsatte børnefamilier formentlig bliver som sidste år.
Frelsens Hær har valgt ikke at give julepakker i år.
- Det er ikke forsvarligt at samle mange mennesker for at pakke og modtage de flere hundrede kasser. Det er i stedet gavekort i samarbejde med Meny i Holbæk og lidt naturalier, oplyser Mette Lindholt.
Der er kommet cirka 250 ansøgninger og 120.000 kroner. Hun satser på, gavekort skal hentes hos Frelsens Hær på Lindevej i Holbæk og over flere dage.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her