En 46-årig mand fra København N pådrog sig natten til søndag kvæstelser i hovedet og på halsen ved en arbejdsulykke i Tølløse. Han skal ifølge politiet være meldt uden for livsfare.
Arbejdsulykken skete klokken 2.26 natten til søndag på jernbaneterrænnet i Tølløse.
Her var den 46-årige sammen med nogle kolleger i gang med at udføre el-arbejde på jernbanesporet, da han stående i en kurv i en lift fik sit hoved og hals i klemme op mod en elmast.
En tilkaldt ambulance bragte den 46-årige på skadestuen til undersøgelse for eventuelle kvæstelser i hoved og på halsen.
Samtidig underrettede politiet Arbejdstilsynet om ulykken. De to myndigheder skal nu sammen undersøge omstændighederne nærmere for at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her