

Se billedserie
Tænk at være så heldig at kunne gå og cykle forbi kunstværker af kendte kunstnere hver dag, lød det, da knap 30 læsere af Sjællandske Mediers dagblade tog på kunsttur til Holbæks open air galleri med 27 vægmalerier.
Torsdag fik de på et par kilometer eksempler på værker i Holbæk Art med samtidskunst i det offentlige rum. Kunstnerne har fået - delvist - frie hænder, og det er der kommet meget forskellig kunst ud af, viste turen, hvor kunstguide Rikke Volf fortalte om værker, kunstnere og anekdoter.
- Det er spændende og overraskende at se så forskellige kunstværker på de mange vægge. Det er også interessant at se, hvordan nye og gamle bygninger spiller sammen i bymidten, lød det fra Inge Lise Høgh, Slangerup.
Hun og et par veninder deltog for første gang i et læsertilbud for at få en fælles oplevelse.
Deltagerne kom fra hele læserkredsen. Et par kom fra deres sommerhus i Kyndeløse, men har bopæl i Sverige. Læsertilbuddet var en lejlighed til at se på kunst og kigge Holbæk ud, for de overvejer at flytte til egnen.
Det overraskede nogle, at ideen er født i Holbæk Østre Rotary Klub, som rejste de første 2,2 millioner kroner ved hjælp af donationer fra virksomheder, institutioner og fonde, hvor mange kom fra lokalområdet.
På turen var der eksempler på de første malerier fra 2014 som Holbæk Arts første kurator John Kørner, Superflex' orange budskab »Al data til folket«, og Husk Mit Navns flyvende, boglæsende pige på bibliotekets gavl.
Erik Hagens rebusmaleri »Hvad er vigtigst« gav anledning til en af mange anekdoter. Beboerne er i dag glade for deres vægmaleri, men sagde først nej tak, for man kunne se kvindens kønsbehåring. Erik Hagens indgik et kompromis, og nu dækker flyvende balloner behåringen.
Ursula Reuter Christiansens maleri Svanetræf og Astrid Svangrens muslingemaleri var eksempler på værker med baggrund i Holbæks beliggenhed ved fjorden. Begge værker kom til i 2018.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her