19. oktober 2019
Tidligere borgmester i Tølløse Christian Nielsen døde den 9. juli 83 år gammel. Arkivfoto: Mik
Tidligere borgmester i Tølløse Christian Nielsen døde den 9. juli 83 år gammel. Arkivfoto: Mik
Foto: Christian Mikkelsen FOTO: MIK.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Han var et fyrtårn i Tølløse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han var et fyrtårn i Tølløse
Holbæk - 11. juli 2019 kl. 15:03
Af Tove Bonnichsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Christian Nielsen, tidl. borgmester i Tølløse, døde den 9. juli ved Rhinen. Han blev 83 år.

Christian Nielsen var aktiv i politik i 44 år, og han var som borgmester i Tølløse en særdeles afholdt og respekteret mand.

Han blev aktiv i Venstre som 16-årig, som 26-årig blev han det yngste medlem af Sognerådet i Tølløse, og han fortsatte sit politiske arbejde indtil han fyldte 70, hvor han i forbindelse kommunalreformen og oprettelse af storkommunen Holbæk Kommune overlod det politiske arbejde til andre.

Hans lange politiske virke fyldte meget, og han bestred mange tillidsposter.

I 20 år var han en afholdt og respekteret borgmester i Tølløse Kommune. Han var en periode også viceborgmester, formand for teknik- og miljø-udvalget, ligesom han i 12 år var gruppeformand for Venstre i Vestsjællands Amtsråd og folketingskandidat. Han var æresmedlem af Venstre.

Christian Nielsen var landbrugsuddannet, og havde også en række poster blandt andet inden for landbruget og lokalbanerne.

Efter sin pensionering var han også en periode formand for Ældre Sagens lokalafdeling i Tølløse.

Hans liv begyndte på Glæemosegård, og det var her, han levede næsten hele sit liv.

Landbrugsuddannelsen fik han på landbrugsskolen i Dalum, og derefter var han et år på Trifolium Forsøgsgård i Taastrup i et år, før han som 22-årig vendte hjem for at bestyre Glæemosegård for sin mor i forbindelse med faderens død.

Christian Nielsen blev gift med Birthe i 1959, og ti år efter overtog de barndomshjemmet.

Birthe var en stor støtte for Christian i alle sammenhænge, og da hun blev syg, var det ham, som støttede hende til det sidste. Birthe døde i november sidste år.

I 2003 overdrog de gården til datteren Hanne og svigersønnen Klaus og byggede et hus på Rørsangervænget på gårdens jord, hvor han boede til sin død.

Christian Nielsen har hele sit liv holdt af at rejse. Han og Birthe nød at tage på ferie med familien eller sammen med gode venner, og han var den, der forberedte sig og vidste, hvad der var værd at besøge.

Netop Rhinen var et sted, Christian Nielsen ville vende tilbage til, og det var så her, han blev syg og døde.

Han beskrives som et fyrtårn i lokalsamfundet. En person, der tog ansvar og vidste, at udvikling kræver engagement og vilje til forandring.

Familien beskriver ham også som en dejlig far, morfar, farfar og oldefar. Familien og det tætte familiesammenhold fyldte rigtigt meget for Christian Nielsen.

Udover at rejse og opleve holdt han af bordets glæder, og han elskede, når der skete noget nyt.

Han var især optaget af barndomshjemmets historie og de spor, generationerne satte på stedet.

Han var den, der samlede gårdens og familiens historie, som da familien fejrede stuehusets 100 års jubilæum i 2017, hvor han kunne fremvise regningen fra opførelsen af stuehuset i 1917.

Christian Nielsen efterlader tre børn, Hanne, Mette og Jesper, samt svigerbørn, syv børnebørn og to oldebørn.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk