16. juni 2021
Politikere fra flere partier i Holbæk Kommunalbestyrelse hyggede sig sammen ved Konservatives grundlovsmøde i Gislinge.
gallery icon

Se billedserie

Politikere fra flere partier i Holbæk Kommunalbestyrelse hyggede sig sammen ved Konservatives grundlovsmøde i Gislinge.
Foto: Morten D. Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Grundlovsdag: Politik er også personlige relationer på tværs af partier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Grundlovsdag: Politik er også personlige relationer på tværs af partier
Holbæk - 05. juni 2021 kl. 20:56
Af Morten D. Christensen

Det er selvfølgelig tilfældighedernes spil, men symbolikken er ikke til at tage fejl af, når den mangeårige statsminister og formand for Det Konservative Folkeparti, Poul Schlüter, blev stedt til hvile på selveste grundlovsdag.

Schlüters eftermæle tegner billedet af en mand, der måske nok havde arge politiske modstandere i sin samtid, men som også af mange fremhæves for sin pragmatisme og vilje til kompromis.

Det var som, at den ånd i mere end én forstand var med, da den lokale konservative partiforening i Holbæk Kommune lørdag holdt grundlovsmøde i Gislinge.

Først og fremmest holdt forsamlingen ét minuts stilhed for Poul Schlüter, der for nylig døde i en alder af 92 år og stort set samtidig med grundlovsmødet blev bisat fra Holmens Kirke i København.

- Æret være hans minde, lød det fra partiforeningens formand, Ane-Jette Jacobsen, efter den sidste respektfulde hilsen til Konservatives nok største politiske personlighed gennem tiden.

Mange partier til stede

Viljen til at inkludere andre end lige sine egne partifæller var også til stede ved grundlovsmødet, som blev holdt på Suhrs Udvikling- og Botræning, der drives af Michael Suhr - konservatives kommunalbestyrelsesmedlem og partiets spidskandidat til samme ved kommunalvalget til november.

Her var nemlig ikke kun konservativt sindene, men også politikere fra Venstre, Radikale, Dansk Folkeparti og Lokallisten i kommunalbestyrelsen. Og ja, også Socialdemokratiet, hvor borgmester Christina Krzyrosiak Hansen tilmed var inviteret som hovedtaler.

Det sidste er faktisk ikke så nyt endda, idet Christina K. Hansen gennem nogle år har holdt grundlovstale hos de konservative. Men for nogle af de andre partier var corona på forskellig vis kommet på tværs, og de takkede ja til at være med i Gislinge i stedet.

Forholdet er meget bedre

Christina Krzyrosiak Hansen brugte en del af sin grundlovstale til netop at tale om vigtigheden af det personlige forhold mellem politikere på tværs af partiskel. Også i et valgår som i år.

- Det havde ikke været muligt for os at holde det her arrangement i sidste valgkamp. Dengang ville jeg havde siddet her ret alene rent politisk, men i dag er der et helt andet samarbejde og klima i byrådet, sagde borgmesteren, der i øvrigt delte bord med tre andre spidskandidater - Venstres Camilla Hove Lund, Steen Klink (DF) og Emrah Tuncer fra Radikale.

Sidstnævnte tog i øvrigt videre til sit eget partis grundlovsmøde, som vi også vender tilbage til senere i denne artikel.

Sygdom samlede alle

Christina Krzyrosiak Hansen kom også med nogle meget personlige betragtninger om det alvorlige sygdomsforløb, Michael Suhr, var igennem sidste år, med amputation af en del af sit ene ben på grund af diabetes. En sygdom borgmesteren selv har.

- Det var svært for mig. Og det påvirkede os alle sammen rigtigt meget. Du meddelte, at du ville gå gennem Ahlgade inden jul, men det var vi nogle, der nok desværre ikke helt troede på. Men du gjorde det, og din sygdom samlede hele kommunalbestyrelsen. Jeg kan jo ikke rigtigt tillade mig at sige dig tak for det, men det var med til at styrke sammenholdet mellem os alle, lød det fra Christina Krzyrosiak Hansen.

Michael Suhr, der er kendt for at være rap i replikken, lignede en mand, der var ramt i hjertet af sin politiske kollegas ord.

Vi skal værne om grundloven

Christina Krzyrosiak Hansen bemærkede også, at det er tre år siden, at der sidst blev holdt et normalt grundlovsmøde. I 2019 var der folketingsvalg på grundlovsdag og sidste år satte corona-restriktioner en kæp i hjulet.

Netop hele corona-forløbet har fået hende til at tænke mere over betydningen af Grundloven.

- Det er tre år siden, vi var her sidst, og dengang tror jeg, at vi alle, nogen måske mere end andre, tog vores grundlov for givet. Det gjorde jeg i hvert fald, og jeg tog for givet, at jeg havde min frihed og retten til at gøre, som jeg vil. Det havde jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved. Men så kom nedlukningen, og den blev ved og ved. Det har ikke været en nem beslutning for de politikere, der har været med til at skulle tage friheden fra andre for at passe på dem, sagde Christina Krzyrosiak Hansen med adresse til blandt andre sin partifælle, statsminister Mette Frederiksen.

Borgmesteren mindede om, at også statsministeren er et menneske som alle andre, selv om hun for nogen kan virke som »en hård negl«.

- Grundlovsdag er en særlig dag. Men jeg synes, at netop denne grundlovsdag i år er vigtigere end så mange andre. Vi skal huske, at vi kun har den frihed, der er givet os i Grundloven, så længe vi sørger for at passe på den, lød budskabet fra Holbæk-borgmesteren.

Radikal havefest med tidsler

Og her fulgte vi så i hælene på den radikale spidskandidat, Emrah Tuncer, der tog videre til sin egen partiforenings grundlovsmøde i regionsrådsmedlem Anne Møller Ronex' have på Falkevej i Holbæk.

Her var det lidt mere krasse ord, der blev sagt om det politiske samarbejdsklima på Christiansborg. Folketingsmedlem og nykåret kandidat i Holbæk-kredsen, Anne Sophie Callesen kritiserede S-regeringens måde at styre på.

Mødets tema var grænseflader mellem politikere og embedsværket, og Anne Sophie Callesen talte blandt andet om statsministerens meget målrettede koncentration af magten omkring hende selv og en mindre kreds af personer.

- Vi har set det med børnene i Syrien, hvor regeringen vælger at tro på sin egen virkelighed, indtil man ikke længere kan sidde PET's vurderinger overhørig. Og vi har set det i forbindelse med corona-håndtering og minksagen. Det er vigtigt, at vi holder fast i, at fakta er et nødvendigt grundlag for den offentlige debat. Og derfor er det nødvendigt med et embedsværk, der kan levere fakta og viden, sagde Anne Sophie Callesen og tilføjede:

- Jeg er imod designerpolitik, hvor man bruger embedsmænd til at legitimere den politik, man allerede har bestemt sig for. Jeg er ikke gået ind i politik for, at andre på forhånd har bestemt, hvad jeg skal mene, pointerede den lokale folketingskandidat.

Hendes forgænger som Radikale Venstres folketingskandidat i Holbæk-kredsen, Kathrine Olldag, som også sidder i Folketinget og fremover stiller op i Vestjylland, talte i sit grundlovsbudskab om, at man skal engagere sig og tage ansvar - kæmpe i arenaen fremfor at sidde ude på tilskuerpladserne.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk