

Se billedserie
»Katinka« åbnede sit vindue for at høre gårdsangerens harmonikavise. Knud og Johannes nynnede og sang med, og var det en ønskekoncert, havde de og flere andre ønsket et dagligt besøg i Vangen af harmonikaspilleren Lars Grand, Holbæk.
Gårdsangerstemningen på en grå og kold forårsdag var en kærlig hilsen til beboerne i Vangkvarteret fra det boligsociale team. Med coronavirus er de samlende fællesaktiviteter lukket ned, i stedet har teamet prøvet med mindre og målrettede aktiviteter.
- Men der er brug for noget til at sprede glæde for alle, og det kan sang og musik. Vi er her også med kaffe og te og minder om, at vi stadig er klar til at hjælpe, forklarede Mia Møller Andersen, boligsocial projektleder i Vangkvarteret.
Lars Grand spillede både mandag og tirsdag og fik humøret til at stige et par grader. Han havde fået fans, Knud Larsen og Johannes Olsen gav spillemanden anmeldelsen »skidegod« og kom for at genhøre de gamle viser, mens gårdsangeren charmerede »pigerne«.
Og han kommer gerne igen, også han er lidt coronaramt. Som professionel musiker er koncerter udelukket lige nu. Men ikke de udendørs, og Lars Grand kan altid bestilles til at komme med sin harmonika og viser.
- Jeg lever af musikken og har ikke fået støtte under coronaepidemien. Det løber lige rundt med de udendørs gårdsangerkoncerter, og jeg kan altid tilpasse numrene efter publikummet, lover han.
Det boligsociale team kendte ikke Lars Grand i forvejen, men fik en mail fra ham, efter han havde spillet i et andet af Lejerbos boligkvarterer.
Det blev et ja, og det har Mia Møller Andersen ikke fortrudt. En glad musikant kan åbne vinduer og sprede det gode humør.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her