
Under en af sine fugleture på den lille halvø Kirsebærholmen i Holbæk Fjord fandt Per Lars Christiansen fra Holbæk torsdag eftermiddag to gamle, udetonerede granater.
Den ene lå inde på selve golfbanen, som hører til Holbæk Golfklub, mens den anden lå tæt ved en vej.
Per Lars Christiansen går ofte tur i området, og da han samtidig er både formand for Odsherred Detektorforening og nu pensioneret major fra Forsvaret, har han god forstand på, hvad han finder i jorden.
- Jeg kunne se, at det var såkaldte brisantgranater, der indeholder en sprængladning med trotyl eller TNT, og jeg kunne også se, at de ikke var detoneret. Dermed er de meget farlige i hænderne i ukyndige, forklarer Per Lars Christiansen.
Han kontaktede politiet, der dog ikke mødte op til det aftalte tidspunkt. Men han fik til gengæld kontakt til minerydderne fra Søværnets Minørtjeneste på Kongsøre i Odsherred.
- De kom og gjorde et fint arbejde med at fjerne de to granater, som de vil sørge for at bortsprænge under kontrollerede forhold på Kongsøre i dag (fredag, red.), siger Per Lars Christiansen.
Stadig granater i jorden
I sin 40 år lange karriere i Forsvaret var han blandt andet tilknyttet Artilleriet på Holbæk Kaserne. I årene efter 2. verdenskrig brugte man netop Kirsebærholmen som nedslagssted for granater, der blev affyret fra Udby og Markeslev på Tuse Næs.
- Men det er ikke alle granater, der detonerede, og der ligger formentligt flere af den slags tilbage på Kirsebærholmen. De fleste ligger nok efterhånden så langt nede under jorden, at de ikke umiddelbart er farlige, men der kan også ligge nogen tættere på kysten, hvor de nemmere bliver blotlagt, lyder det fra den forhenværende major, der vurderer, at det er stormene denne vinter, der har gjort sit til, at de to granater dukker op nu.
Der er tale om granater på omkring 16 kilo og en længde på 40-50 centimeter.
- Et godt råd til golfklubbens medlemmer eller andre, der måtte finde de her granater, er at lade dem ligge og melde det til politiet. Det er fagfolk, der skal fjerne granaterne, fordi de er dødsensfarlige selv efter så mange år, lyder beskeden fra Per Lars Christiansen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her