
Fire idrætsbyggerier kæmper om at blive årets danske idrætsbyggeri, blandt dem er Holbæk Sportsby. Prisen er ny og stiftet af kursusudbyderen Nohrcon ApS, og det er folkets stemme, som afgør, om sportsbyen får prisen.
Sportsbyen er udvalgt blandt de idrætsbyggerier, der kom ind i indstillings-fasen. Konkurrenterne er Amager Bakke, Helsingør Stadion og K.B. Hallen på Frederiksberg.
Hvor tre af projekterne blandt andet fremhæves for nytænkning, tilpasset virkeligheden uden drømmen om et storstadion og arkitektonisk og designmæssigt højdepunkt, bliver Holbæk Sportsby af dommerne fremhævet for at vise, »hvordan man kan samle hovedparten af kommunens idrætsfaciliteter under et tag. Holbæk Sportsby har potentialet til at blive en referencefacilitet for kommunerne i Danmark«.
Vinderne er det projekt, der får flest stemmer, og der afgives stemme via Nohrcons hjemmeside med sidste frist 26. februar. Vinderen afsløres den 28. februar i forbindelse med en temadag om fremtidens idrætshaller og sportsfaciliteter.
På temadagen kommer deltagerne til sportsbyen, hvor de bliver vist rundt af arkitekt Thomas Kullegaard, Kullegaard A/S, der har tegnet anlægget.
Nohrcon uddeler i forvejen priser for årets skolebyggeri og årets sundhedsbyggeri.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her