
Fire mænd med tilknytning til Bandidos, som har siddet varetægtsfængslet siden oktober og november sidste år, er torsdag formiddag blevet løsladt.
Det skete ved starten på første retsdag i en sag, hvor de fire er tiltalt for grov vold i forbindelse med konflikten sidste år mellem Bandidos og Vang-gruppen i Holbæk.
Den dramatiske udvikling i sagen kommer som konsekvens af teledata-skandalen, som har fået Rigsadvokaten til at indføre stop for brug af teledata i straffesager.
Forleden var det vurderingen, at sagen mod de fire mænd ville blive gennemført. Men fra retsmødets begyndelse blev det klart, at de fire tiltaltes forsvarere ikke kan udelukke, at de vil bruge teleoplsyninger under sagen.
På den baggrund har Statsadvokaten overfor anklager Rune Rydik, Midt- og Vestsjællands Politi, meddelt, at man skal indstille sagen udsat.
Det erklærede anklageren sig enig i, og retsformanden besluttede derfor at udsætte sagen på ubestemt tid.
Samtidig argumenterede forsvarerne for, at de fire mænd skulle løslades, da sagen allertidligst vil kunne genoptages til oktober, hvor de har siddet fængslet i mere end et år.
Anklagemyndigheden valgte herefter uden protester at løslade alle fire.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her