4. april 2020
Bevæbnet med luftpistol og brødkniv tvang to dengang 17-årige drenge i november ekspedienten i Dagli?Brugsen i Vipperød til at udlevere 8400 kroner i kontanter. De to og den 20-årige chauffør er nu dømt for røveri.
Bevæbnet med luftpistol og brødkniv tvang to dengang 17-årige drenge i november ekspedienten i Dagli?Brugsen i Vipperød til at udlevere 8400 kroner i kontanter. De to og den 20-årige chauffør er nu dømt for røveri.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fejlagtigt kokain-køb førte til væbnet røveri: Nu er tre unge dømt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fejlagtigt kokain-køb førte til væbnet røveri: Nu er tre unge dømt
Holbæk - 14. februar 2020 kl. 06:30
Af Morten D. Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det blev en noget anderledes eftermiddag i Retten i Holbæk torsdag.

arrow Læs også: Politiet forventer ikke flere anholdte i røverisag

Der var kun lagt op til, at en 18-årig holbækker ville tilstå sin rolle i det væbnede røveri mod Dagli'Brugsen i Vipperød om aftenen søndag den 17. november sidste år.

Men da dagen var omme havde ikke blot den 18-årige, men også to andre unge mænd, der har været sigtet og varetægtsfængslet for røveriet, aflagt tilståelse.

Den 18-årige L lagde allerede kortene på bordet 19. december. Den dag meldte han sig selv til politiet og fortalte om både sin egen og andres andel i røveriet, hvor en kvindelig ekspedient blev truet med både en luftpistol og brødkniv til at udlevere 8400 kroner fra kassen.

Domino-effekt

Retsmødet torsdag skulle egentligt også kun have handlet om hans tilståelse. Men de to andre mænd på 18 og 20 år, som anklagemyndigheden for få dage siden rejste tiltale mod og som først på et endnu ikke fastlagt tidspunkt skulle stilles for retten, var sammen med deres forsvarsadvokater til stede i retten for at høre den medsigtede L's forklaring.

Den 18-årige J havde dog tilsyneladende allerede talt med sin forsvarer, Michael Alstrup Kristensen, om at fremskynde processen, og da kammeraten L havde fået sin dom meldte også J sig klar til at få sagen overstået med det samme.

Han forklarede herefter om sin egen rolle i røveriet, men han havde tydeligvis ikke lyst til at fortælle om, hvordan den 20-årige M havde deltaget.

Men anklagerfuldmægtig Lisbeth Jürgensen udfordrede hans forklaring om, at kun han selv og L havde kendskab til røveriet, selv om M havde siddet bag rattet i bilen, som kørte dem til og fra Vipperød. Og hårdt presset valgte 18-årige J så at udpege den 20-årige som medskyldig.

Og det var så den dominobrik, der fik 20-årige M til efter en kort rådslagning med sin forsvarer, Jens Klokhøj, også at erkende sig skyldig, og dermed fik alle tre dom i sagen torsdag.

Kokain-køb førte til røveri

Fredag den 1. november sidste år fejrede de to dengang 17-årige drenge julebryggens frigivelse på J-dag.

Men de gyldne dråber var åbenbart ikke nok, og de bestilte derfor noget kokain via en eller anden elektronisk service.

Men ved en fejl kom der et nul for meget på bestillingen, så de købte 10 gram og ikke kun en enkelt gram af det hvide pulver. Og dermed skulle de af med omkring 7000 kroner - penge som de ikke umiddelbart havde, men nu skulle skaffe.

Det fejlagtige køb blev, ifølge de to nu 18-årige, den direkte anledning til, at de 16 dage senere - søndag den 17. november - på en villavej i Vipperød iførte sig hættetrøjer, tog hvert sit våben - en luftpistol og en brødkniv - i hånden og løb ind i Dagli'Brugsen i den lille stationsby omkring klokken 18.15.

Sådan lød den overordnede forklaring fra både 18-årige L og 18-årige J om røveriet, hvor de pegende med både luftpistolen og kniven i retning af en kvindelig medarbejder tvang hende til at komme kontanter fra butikkens kasse ned i deres medbragte pose. I alt slap de væk med 8400 kroner.

Efter røveriet forsvandt de to i retning mod Rensdyrvej, hvor en bil med tre af deres venner holdt og ventede.

Bag rattet sad 20-årige M, og han blev også fundet skyldig i at have deltaget i røveriet som chauffør.

Indbyrdes uenige

Selv om alle tre erkendte røveriet, var de langt fra enige om den indbyrdes rollefordeling. De var enige så langt, at det var de to på gerningstidspunktet 17-årige knægte, der havde været inde i Dagli'Brugsen, mens den 20-årige sad i bilen.

Men den nu 18-årige L lagde ud med en forklaring om, at det var J og M, der havde presset ham til at være med i røveriet.

Han var på det rene med, at der skulle skaffes penge til at betale for kokainen, og han erkendte også, at han kunne have valgt ikke at begå røveriet, men det hele var sket under en form for pres, lød han forklaring i retten torsdag.

Tilsvarende forklarede 18-årige J, at han havde haft det meget skidt med at være havnet i en situation, hvor de følte det nødvendigt at begå et røveri.

Men i hans version havde den jævnaldrende L været væsentligt mere aktiv i planlægningen end han selv gav udtryk for.

Omvendt forsøgte han at nedtone den 20-årige M's rolle, og M selv sagde da også, at det var de to andre, der havde besluttet tid og sted for røveriet. Han havde blot ville hjælpe dem ud af kattepinen med kokaingælden ved at køre bilen, som han i øvrigt havde lånt af sin mor, fordi han samme dag skulle flytte nogle møbler. Derfor var der en trailer bag på bilen, da den blev brugt til røveriet

Dommer: Meget groft

De tre unge mænds forskellige roller i både planlægningen og udførelsen af røveriet afspejlede sig i de straffe, dommer Pernille Corfitsen udmålte. Men fælles for dem alle mente hun, at de havde gjort sig skyldige i en grov forbrydelse.

- Det er meget, meget groft, og der er ikke noget at sige til, hvis man i et lille samfund som Vipperød er blevet forskrækket over det, sagde dommeren.

Hun hæftede sig blandt andet ved, at særligt de to 18-årige havde planlagt røveriet blandt andet ved at medbringe kniv og luftpistol, som blev købt samme dag, huer til at dække ansigterne og at de havde fået den 20-årige til at agere chauffør.

På den baggrund fik den 20-årige den mildeste dom på seks måneders fængsel, hvoraf fire måneder blev gjort betinget, samt 100 timers samfundstjeneste. Dermed har han med sin varetægtsfængsling siden lillejuleaften afsonet den ubetingede del af straffen.

18-årige L blev idømt ni måneders fængsel, heraf seks måneder betinget, og 120 timers samfundstjeneste. Dommeren lagde blandt andet vægt på, at han selv havde meldt sig til politiet og givet dem de nødvendige oplysninger, så sagen kunne belyses, og det udløste en rabat i straffen i form af, at en forholdsvis stor del blev gjort betinget.

Endelig fik 18-årige J fik den hårdeste af dommene på otte måneders rent ubetinget fængsel.

Alle tre modtog dommene, og de blev alle løsladt efter dommen torsdag.

Sigtelser mod to blev droppet

Med dommene over de tre er der sat punktum i sagen - med mindre anklagemyndigheden vælger at anke strafudmålingen til landsretten inden for de næste 14 dage.

På et tidspunkt var der fem sigtede i sagen, og det hang sammen med, at der som nævnt også var to andre venner med i bilen foruden de nu dømte.

Men anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for at rejse tiltale mod dem - tilsyneladende fordi det ikke var tilstrækkeligt sikkert, at de to vidste, at de andre havde planlagt og gennemførte et røveri den aften i november.

Det drejer sig om en 17-årig dreng fra Svinninge, som faktisk var den første, der blev anholdt i sagen. Han nåede at sidde varetægtsfængslet i knap tre uger fra 17. december til 6. januar, hvor politiet løslod ham og altså senere også droppede sigtelsen mod ham.

Under sagen torsdag kom det frem, at det var anholdelsen af ham, der fik L til at melde sig selv og lægge kortene på bordet, fordi han efter eget udsagn ikke kunne leve med, at en uskyldig skulle rodes ind i sagen.

Den anden tidligere mistænkte er en 20-årig mand fra Holbæk, som blev anholdt 2. januar, men løsladt samme dag efter at være blevet afhørt og uden at blive fremstillet i grundlovsforhør.

arrow Fjerde fængsling i røverisag
23. december 2019 kl. 15:44 Opdateret: kl. 15:48
arrow Nu er tre fængslet for brugs-røveri
20. december 2019 kl. 14:29 Opdateret: kl. 14:29
arrow Brugs-røveri: To 17-årige fængslet og en tredje er anholdt
19. december 2019 kl. 14:19 Opdateret: kl. 11:17

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk