
Onsdag formiddag skete det igen.
For anden gang på seks dage måtte Orøfærgen lukke bommen i, før alle ventende passagerer i Holbæk var kommet ombord.
Alle 98 pladser på afgangen klokken 11.30 var fyldt, og dermed måtte anslået cirka 20 personer efterlades på kajen og i stedet vente på næste færge klokken 13.20.
Noget tilsvarende skete torsdag i sidste uge på samme afgang fra Holbæk til Orø, men dengang var det op mod 50 personer, der ikke kom med færgen.
Dagbladet Nordvestnyts reporter var til stede ved færgelejet i Holbæk onsdag formiddag og kunne konstatere, at hovedparten af de af uheldige mennesker på den kedelige side af bommen tog situationen med et smil, mens andre var mere uforstående over for, at de ikke kunne få en plads på færgen til Orø, der er sikkerhedsgodkendt til at sejle med maksimalt 98 passagerer - et antal, færgens personale ikke går på kompromis med.
Enkelte, der var sammen i en mindre gruppe, oplevede, at én af deres rejsekammerater nåede at køre om bord med bilen, mens de selv stod i køen med gående og cyklister, og ikke fik plads på færgen. Var de i stedet blevet i bilen, havde de alle fået en plads på færgen.
Forklaringen på dén situation og på, at Orøfærgen i øjeblikket oplever stor tilstrømning af passagerer, er, at et flertal i Folketinget har gjort det gratis for gående og cyklister/knallerter at tage med en lang række af landets færger i hele juli.
Dermed kan der være en økonomisk fordel i at tømme bilen for passagerer og lade dem gå gratis ombord, men til gengæld må de så affinde sig med deres plads i køen.
- Det er et kaos, men hvad skal vi gøre? Jeg kan da godt forstå, at folk ikke synes, det er sjovt, og vi bryder os heller ikke om at skulle afvise nogen. Men vi er altså nødt til at følge de regler og krav, der gælder, siger overfartsleder på Færgefarten Orø-Holbæk, Lars Wolfgang Hansen, der selv var til stede ved færgelejet onsdag formiddag.
Som omtalt i avisen i fredags oplever Orøfærgen hver sommer, at der på enkelte afgange især om formiddagen må afvises folk på kajen.
Men i år er tilstrømningen til Orø dels begyndt et par uger tidligere end normalt, og dels har den været større.
Med de gratis færgebilletter er det formodningen, at danskernes interesse for at opleve småøerne vil vare ved i juli, og dermed følger risikoen for, at der vil opstå flere situationer, hvor færgen må afvise at tage ventende passagerer med.
Det kan ramme såvel turister som fastboende orøboere, og Lars W. Hansen slog allerede i sidste uge fast, at færgefarten ikke må prioritere øboerne foran andre i køen.
Den situation har fået færgekontaktudvalget med repræsentanter for orøboerne og færgefarten til at drøfte, hvad der kan gøres for at minimere trængslen på bestemte afgange.
Ib Ballisager, formand for færgekontaktudvalget og selv orøbo, siger til avisen, at man har aftalt, at færgen fra på mandag den 13. juli sejler en ekstra tur fra Holbæk til Orø hver formiddag klokken 10.05.
Men overfartsleder Lars W. Hansen, som sidder med den endelige beslutning, siger, at der i første omgang kun bliver tale om at sejle den ekstra tur på tirsdage og torsdage fra næste uge og resten af juli.
I forvejen sejler Orøfærgen i weekenderne turen fra Holbæk klokken 10.05, så det bliver altså fire dage om ugen fra den kommende uge.
- Normalt ligger færgen stille i Holbæk på det tidspunkt for at blive gjort ren og få fyldt diesel på. Vores folk bruger også tiden på at lave papirarbejde. Det er ting, der skal klares, så vi vil gerne undgå at skulle sejle på det tidspunkt, hvis det kan undgås. Og vi sejler altså ikke en ekstra tur og betaler overtid til medarbejderne, hvis der kun er tre passagerer. Der skal være et større behov, og det vurderer vi løbende. Det afhænger også af, hvordan vejret er, for det har betydning for, hvor mange mennesker der vil til Orø, siger Lars W. Hansen.
Han gentager opfordringen fra sidste uge om, at passagererne fordeler sig ud over dagens afgange, så flaskehalsene minimeres.
Og det er klogt at møde op i god tid inden afgang, så man får en god plads i køen blandt de 98, der må være på færgen.
Ved onsdagens »overtegnede« tur var Martin Bruggisser blandt dem, der stod tilbage på kajen. Han bor på Orø og driver Fjordhus Bed & Breakfast, så han er glad for de mange ekstra turister.
- Det er meget fint, at der kommer mange mennesker til øen. Vi har flere overnatninger end normalt, og folk ringer i forvejen for at booke. Sådan plejer det ikke at være, siger Martin Bruggisser, der personligt ikke havde noget problem med, at han ikke som planlagt kunne komme med færgen hjem klokken 11.30.
- Jeg kunne bare have tænkt mig om og være kommet før. Jeg var her 20 minutter før afgang, men det rakte ikke til en plads. Men jeg synes, det er en skide god idé at lade folk komme gratis med færgen, lyder det fra Martin Bruggisser.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her