
Efter 10 dage som efterlyst i forbindelse med et knivstikkeri i Ladegårdsparken i Holbæk har en 19-årig mand onsdag morgen meldt sig selv til politiet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag middag på Twitter.
Den 19-årige, der ikke har nogen fast adresse, er mistænkt for sammen med en anden 19-årig mand fra Holbæk at have stukket en 24-årig mand fra Nykøbing i den ene balde med en kniv. Det skete under et slagsmål ved Dagli'Brugsens parkeringsplads i Ladegårdsparken Vest om eftermiddagen søndag den 28. juni.
Slagsmålet har ifølge politiet formentligt sammenhæng med en uoverensstemmelse med nogle personer, som i juni gav anledning til flere episoder med optræk til uro særligt i Ladegårdsparken.
Med onsdagens anholdelse har politiet nu fat i begge de mistænkte 19-årige mænd. Allerede dagen efter knivstikkeriet, som kun gav offeret mindre skader, overgav den 19-årige holbækker sig selv til politiet, og han er nu varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 28. juli. I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig i sigtelsen om grov vold.
Den 19-årige uden fast bopæl vil onsdag klokken 15 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling. Det er uvist, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her