
OPDATERET MED UDTALELSER FRA HOLBÆK BOLIGSELSKAB.
Efter skudepisoder i Ladegårdsparken sender Holbæk Boligselskab tryghedsbrev ud til beboerne. Dom for handlinger begået i Ladegårdsparken kan føre til ophævelse af lejemål.
Flere skudepisoder inden for to måneder får nu Holbæk Boligsselskab til at trække udsmidningskortet. I et brev til beboerne i Ladegårdsparken gør selskabet det klart, at lejemål kan opsiges, hvis en lejer eller et familiemedlem dømmes for kriminalitet begået i tilknytning til Ladegårdsparken.
Samtidig følger igangværende sager om uro i boligkvarteret, og der kommer besked fra politiet, hvis en lejer får en dom i den forbindelse.
I brevet understreger formand for Holbæk Boligselskab Michael Rasmussen, at skaber en lejer eller et medlem af en husstand ulempe og utryghed for beboere og folk med ærinde i kvarteret, vil man kræve fraflytning.
- Uanset årsag tager det tid at opsige et lejemål. Mange tror, vi her og nu kan smide folk ud. Men vi skal følge lejeloven, og en sag kan tage over et år, det er vilkårene. Men med brevet signalerer vi til beboerne, at der er 0-tolerance, forklarer han.
Ud over samarbejdet med politiet er der kontakt til SSP'erne om at genskabe trygheden.
Næste skridt er en dialog med Holbæk Kommune om en udlejningsaftale, som kan være med til at ændre beboersammensætningen og skabe tryghed, håber Michael Rasmussen.
Modsat er det vigtigt at huske, at Ladegårdsparken er et socialt boligbyggeri, hvor der skal være plads til forskellighed. men ikke til at lave uro og ballade, konstaterer han.
- Vi har i mange år haft et beskæftigelseskriterie. Man skal have et lønnet job for at få en bolig, og jeg tror, det har virket. Jeg kunne ønske, at vi får et kriterie, der lukker af for borgere med domme for visse typer kriminalitet. siger Michael Rasmussen til Nordvstnyt lørdag,
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her