
En 15-årig dreng fra Mørkøv står til en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen efter en episode på Valdemar Sejrsvej i Holbæk tirsdag omkring klokken 9.30.
Her kom en skolevogn med en elev og kørelærer kørende forbi EUC Nordvestsjælland, og inde på fortovet gik en gruppe unge mænd.
Én af dem trådte ud mod kørebanen og simulerede ifølge politiet et kast med en plastikflaske mod skolevognen.
Både kørelæreren og eleven blev meget forskrækkede og kontaktede straks politiet, der kom forbi stedet.
De unge var forsvundet fra vejen, og politiet fik hændelsen bekræftet ved gennemsyn af optagelser på et bilkamera i skolevognen.
Politiet tog kontakt til EUC Nordvestsjælland og fik på den måde også kontakt til den 15-årige dreng, som, man altså mener, stod bag udfaldet mod skolevognen.
Drengens værger og de sociale myndigheder blev underrettet om episoden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her