15. august 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Digte om Basses uvisse skæbne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Digte om Basses uvisse skæbne
Holbæk - 26. juli 2020 kl. 20:30
Af Elisa Hauerbach
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jette Bürgel Nielsen er forfatter med bopæl i Jyderup. Hun har for nylig udgivet en »True Crime« digtsamling, der omhandler en sag, som hun - uden at vide det - var tæt på.

- Jeg vidste ikke noget om sagen. Jeg anede ikke, at jeg måske havde en halvbror. Men jeg blev nysgerrig på at finde ud af, hvad der var op og ned i min families historie. Jeg er ikke kommet nærmere på et svar, men jeg er blevet mere afklaret omkring, hvordan jeg har det med at vide, at min halvbror ikke er en del af mit liv, siger forfatteren.

Bogen »I dag er du Basse - min bror« består af mere end 90 digte, korte og længere, med en virkelig begivenhed til grund for dem alle. En begivenhed, der må have kunnet ryste enhver, der fandt ud af at dette var sket i vedkommendes familie.

Begivenheden, der refereres til, foregik i 1966. Dengang en 23-årig kvinde mandag den 7. februar stillede sin barnevogn uden for en børne­tøjsforretning i Odense. Hun var væk i 10 minutter, og da hun kom tilbage, var barnet, hendes tre måneder gamle søn, væk.

Han er aldrig blevet fundet. Sagen blev slået stort op i pressen, og kaldt for Basse-sagen. Den mindede om en tilsvarende sag i København, Tina-sagen.

Nogle troede, at barnet var stjålet, og andre mente, at det aldrig havde ligget i barnevognen, men måske var dødt i forvejen. At det fra moderens side måske var et forsøg på at skjule en forbrydelse, der allerede var begået.

Moderen, der på det tidspunkt var forlovet med barnets far, blev udsat for pressehetz, for opbakning og mistro. Forholdet til faderen gik i stykker og hun måtte lægge et mentalt panser omkring sig, måtte lægge låg på sin fortid, for overhovedet at komme videre. Og, videre, det kom hun, for hun mødte en mand, som hun blev gift med og fik to børn med. Det var Jette og hendes søster, der var børnene.

- Mine forældre havde aftalt, at vi ikke skulle vide noget om sagen, da min mor ikke vil tale om det og om tingene, der skete, før hun mødte min far. Det har min far respekteret, og det var ved et tilfælde, at jeg faldt over sagen i 2010, da jeg en dag skulle google noget for min far. Det var noget helt uskyldigt og sagen uvedkommende om min mors fætter. Men, på skærmen dukkede der links op til Basse-sagen, og jeg blev nysgerrig, da det var en kvinde med samme navn som min mor, der var omtalt. Jeg spurgte min far, om han kendte noget til det, og han fortalte mig sandheden. At det var min mor, men at hun aldrig havde villet tale om den tid for så længe siden, forklarer Jette Bürgel Nielsen.

- Jeg blev nysgerrig - kunne min mor eller en i hendes nærmeste kreds være barnemorder, eller blev hendes barn stjålet fra barnevognen? Vi ved det stadig ikke og finder måske aldrig ud af det. Men vi ved, at direktøren i børnetøjsforretningen lagde sin hånd ned i den tomme barnevogn, lige da det var opdaget, at den var tom, og konstaterede, at den var varm, så der måtte have ligget et barn i den. Der er stadig tvivl. Sagen blev lukket, fortæller Jette Bürgel Nielsen.

- Det har også været en terapeutisk proces at skrive digtsamlingen. Jeg har talt med min mor om, at jeg ville gøre det. Hun er ikke glad for det, men hun forstår, at jeg har behov for at dele alt det her med mine læsere og få det ud i verden, slutter forfatteren.

Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk