20. juli 2019
Den 43-årige mand blev fundet dræbt af knivstik i sin lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk om aftenen den 15. december sidste år. Foto: Mathias Øgendal/presse-fotos.dk
Den 43-årige mand blev fundet dræbt af knivstik i sin lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk om aftenen den 15. december sidste år. Foto: Mathias Øgendal/presse-fotos.dk
Foto: Mathias Øgendal/presse-fotos.dk
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: December-knivdrab for retten til efteråret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

December-knivdrab for retten til efteråret
Holbæk - 16. juni 2019 kl. 15:17
Af Morten D. Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er et halvt år siden, at en 43-årig mand blev dræbt af knivstik i sin lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk, og der kommer til at gå yderligere godt fire måneder, før drabssagen kommer for retten.

arrow Læs også: 43-årig blev dræbt af knivstik

Det skriver dagbladet Nordvestnyt lørdag.

En 20-årig mand fra Holbæk er sigtet for drabet lørdag den 15. december. Han blev anholdt samme aften og har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret dagen efter.

Der er endnu ikke rejst formel tiltale mod den 20-årige, men sagens parter er netop blevet enige om at lave en såkaldt forhåndsberammelse, så der allerede nu er fastlagt datoer for den forventede retssag.

Senioranklager Louise Hansen, Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser til Nordvestnyt, at sagen vil begynde en af de sidste dage i oktober med forventet dom i begyndelsen af november.

Der bliver tale om en nævningesag, da den tiltalte vil kunne riskere mere end fire års fængsel, som normalt er skillelinjen mellem om en sag køres som almindelig domsmandssag eller som nævningesag.

Hvis der bliver rejst tiltale for drab efter straffelovens paragraf 237 vil den tiltalte, hvis han kendes skyldig, få mindst fem års fængsel og i yderste konsekvens livstid.

Lige nu sker der ikke så meget i sagen, da man venter på en udtalelse fra Retslægerådet. Først når den er kommet, vil anklagemyndigheden udforme anklageskriftet.

Senioranklager Louise Hansen vil ikke nærmere ind på, hvad man har bedt Retslægerådet, der består af sagkyndige på forskellige medicinske områder, udtale sig om i den konkrete sag.

Generelt bliver Retslægerådet bedt om en udtalelse i straffesager, hvis eksempelvis mentalundersøgelsen af en tiltalt indikerer, at der kan være særlige psykiatriske problemstillinger, som retten skal forholde sig til, når den udmåler en straf.

Det kan være om den tiltalte er psykisk syg eller har en karakterafvigelse, som igen kan have betydning for, om den pågældende kan idømmes en normal fængselsstraf, eller om psykiatrisk behandling eller en forvaringsdom vurderes at være mest hensigtsmæssig.

Retslægerådet laver normalt sine udtalelser på baggrund af mentalerklæringen, som er udarbejdet af retspsykiatere, der har talt med den pågældende person.

Desuden har Retslægerådet i sjældnere tilfælde været brugt til at komme med udtalelser om forhold, der kan have betydning for selve skyldsspørgsmålet i en sag.

Et eksempel på det er sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en sygeplejerske i byretten blev idømt livstid for drab på en række patienter. Men landsretten mente kun, at hun kunne dømmes for drabsforsøg, da Retslægerådet udtalte, at man ikke med sikkerhed kunne fastslå, at de døde af sygeplejerskens indsprøjtninger.

Det er småt med detaljer om knivdrabet på den 43-årige holbækker, da grundlovsforhøret og efterfølgende retsmøder har været holdt for lukkede døre. Det er derfor endnu uvist, hvad Midt- og Vestsjællands Politi og anklagemyndigheden mener er motivet bag drabet.

I dagene efter drabet lod politiet dog forstå, at man arbejdede ud fra en formodning om, at det var sket i et misbrugsmiljø, hvor både den dræbte 43-årige mand og den indtil videre sigtede 20-årige havde deres gang.

Det var omkring klokken 19.30 lørdag den 15. december, at politifolk fandt den livløse 43-årige mand i hans lejlighed i Rolighedsstræde i Holbæk efter, at ordensmagten var blevet kaldt ud til lejligheden.

Politiet afviste dengang at oplyse, hvornår man mere præcist mener, at den 43-årige er blevet dræbt.

Den 20-årige blev anholdt på en anden adresse i Holbæk kort tid efter fundet af den dræbte mand.

arrow 20-årig mand sigtes for manddrab
16. december 2018 kl. 11:06 Opdateret: kl. 11:06

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk