
En prototype på en automatisk brusekabine til ældre og handicappede ventes at være klar om en måneds tid.
Det er Holbæk-firmaet Bad+, som skal til at samle brusekabinen. Den skal hjælpe de ældre og handicappede med at bade ved egen hjælp i højere grad, end de ellers kan.
Arbejdet med udviklingen gik i gang for et års tid siden. Dengang var det ventet, at prototypen ville være klar i januar i år.
- Det har taget længere tid end ventet. Der sker dét, at man bliver eftertænksom. Hvilke behov er det, der skal opfyldes for ældre og handicappede, siger Jørgen Fokdal, der er indehaver af Fokdal Springvand i Holbæk til dagbladet Nordvestnyt tirsdag.
Hans firma har sammen med Elmoprint, også fra Holbæk, etableret det fælles anpartsselskab Bad+, som udvikler brusekabinen.
I foråret er seks kommuner besøgt, og det er blandt andet input herfra, der har bidraget til udviklingen. De seks kommuner er Holbæk, Kalundborg, Slagelse, Næstved, Aarhus og Aalborg. De har alle fået tilbudt et afprøvningsforløb af den automatiske brusekabine.
Foreløbig har Aarhus Kommune sagt ja, og der skal i den kommende tid udformes en samarbejdsaftale med kommunen. Den fysiske test ventes at ske i november. Og inden jul venter Jørgen Fokdal, at der foreligger en rapport om, hvordan brusekabinen virker.
Holbæk-firmaet er det første på det danske marked, der udvikler en automatisk brusekabine til ældre og handicappede.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her