22. september 2021
Augusta Sørensen og hendes familie har slået sig ned lidt uden for Jyderup. Her tilbyder hun mad- og naturoplevelser.
gallery icon

Se billedserie

Augusta Sørensen og hendes familie har slået sig ned lidt uden for Jyderup. Her tilbyder hun mad- og naturoplevelser.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Augusta serverer magiske oplevelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Augusta serverer magiske oplevelser
Holbæk - 25. juli 2021 kl. 07:57
Af Christina Quist

Mad er ikke kun næring, det er også minder. Nogle retter fører eksempelvis tankerne hen på barndommen, mens andre madoplevelser kan åbne porten til tidligere sindsstemninger eller glemte himmelstrøg.

Det ved 32-årige Augusta Sørensen alt om. Hun har faktisk gjort det til sin levevej at give folk sanseoplevelser og minder gennem mad. For Augusta Sørensen er det, hun selv kalder madkunstner.

- Jeg ved ikke, om madkunstner er det rigtige ord. Det er faktisk lidt svært at definere. Man kan sige, at kunst handler om at røre og bevæge noget i folk. Det er dét, jeg gerne vil med min mad, forklarer Augusta Sørensen.

Fra storbyen til landet

For cirka halvandet år siden skiftede Augusta Sørensen og hendes familie, som består af mand og to små børn, en toværelseslejlighed på Vesterbro ud med luft og natur, da de flyttede til Møllevej lidt uden for Jyderup. Sammen med hendes forældre.

Her råder Augusta Sørensen over huset Skovhaven, der er placeret i skoven med udsigt til Skarresø.

Huset og den unikke beliggenhed har betydet, at Augusta Sørensen er begyndt at invitere gæster ind i sit mad- og naturunivers. Tidligere har det primært været hende, der kom til andre.

- Jeg er en af dem, der er droppet ud af alt, hvad jeg er startet på. I gymnasiet fik jeg stress og droppede ud. På et tidspunkt fik jeg tilbudt en elevplads som kok i København, men der sprang jeg også fra, fortæller Augusta Sørensen, der i stedet rejste til New York og dyrkede krydderurter på taget af en bygning. Da hun kom hjem, tog hun på højskole, inden hun fik et job som køkkenchef. Det var dog heller ikke hende, så i stedet fik hun sit eget CVR-nummer.

Til trods for, at Augusta Sørensen ikke havde et eksamensbevis som bevis på sit talent, begyndte hun selv at lave mad til eksempelvis bryllupper.

På et senere tidspunkt, da hun boede hun i sin bil »Mercedes«, som hun kaldte den, begyndte hun at lave kylling over et bål på forskellige adresser i København om søndagen.

Tiltaget blev et tilløbsstykke, og pludselig begyndte forskellige barer i København at henvende sig, fordi de ville have hende til at lave mad til dem.

Snakken om og duften af Augusta Sørensens mad bredte sig. Det medførte, at hun gennem årene er blevet hyret til at lave mad til events hos store danske firmaer som eksempelvis tøjmærket Ganni, møbeldesignfirmet Normann Copenhagen og Montana, som er verdenskendt for sine reolsystemer.

- Hos Montana skulle de præsentere fire nye farver i deres sortiment. Det var virkelig stort, for de havde i mange, mange år kørt med de samme farver. Mit job var at gøre de nye farver spiselige. Alt det var, før jeg fødte. Der var jeg var på toppen, men det var også lidt kedeligt, forklarer Augusta Sørensen.

Kvinderne fylder

Madkunstneren laver stadig mad på bestilling. Men nu er hendes fokus i højere grad på at gøre Skovhaven til et sted, hvor gæsterne kan få en unik oplevelse.

I den forbindelse har hun istandsat huset, men uden at pille ved alt for meget.

Skovhaven er blevet indrettet med de mange gamle møbler, som Augusta Sørensen har samlet sammen i årenes løb. Andet inventar som spisestel og duge er arvestykker, mens sengetæpperne er syet af gamle blonder og duge.

Rundt omkring i huset ligger der også bøger. Og hvis man nærstuderer dem, kan man se, at de alle er skrevet af kvindelige, danske forfattere.

- Jeg arbejder med en kvindekarakter. Mange af mine ting er noget, jeg har fået af kvinder i min familie. Det er for eksempel nogle af mine opskrifter, og noget af det tøj, jeg går i. Og min svigermor har hjulpet mig med at sy sengetæpperne, siger Augusta Sørensen.

- Jeg bruger faktisk de danske, kvindelige forfattere i min madlavning. For de blomster, jeg bruger, bliver presset i de bøger, forklarer hun, mens hun er i gang med at lave en Olga Ravn-småkage. Det er en småkage med blomster, der er blevet presset i en bog af netop forfatteren Olga Ravn.

Folk skal overraskes

Augusta Sørensen er helt med på, at hendes idéer og tilbud nok ikke appellerer til alle.

Selv beskriver hun sin målgruppe til Skovhaven som »madører og naturelskere«. Og så skal det være nogen, som er villige til at betale for oplevelsen, for det er ikke helt billigt at lægge vejen forbi huset på Møllevej, hvilket der faktisk allerede er nogen, der har gjort.

I Skovhaven kan man booke en frokost eller en middag, som begge går under navnet Augustas gæstebud. Der er dog også mulighed for overnatning. Det kan enten være en enkelt overnatning, eller man kan booke et weekendophold. Fælles for de to er, at Augusta Sørensen har lavet det indledende arbejde. Det vil sige, at hun har tilberedt råvarerne og lagt en opskrift, som gæsterne skal følge under opholdet.

Under begge typer ophold skal gæsterne blandt andet også koge et æg på intuition, ligesom der er indlagt naturoplevelser undervejs.

- Man skal tænke, man lejer et sommerhus hos mig. Jeg har forberedt nogle ting, men gæsterne skal også selv have fingrene i bolledejen. For ellers får de ikke sanseoplevelsen, siger Augusta Sørensen, der sigter mod at give gæsterne en madoplevelse, de måske ikke lige havde forventet.

- Generelt vil jeg gerne have, at folk kommer lidt ud at skide. De skal overraskes, siger hun med et stort grin.

Vogue har skrevet

Augusta Sørensen har ikke indrykket store annoncer eller lignende for at gøre opmærksom på sit initiativ. Hun deler i stedet billeder på Instagram. Her har flere spottet hende, og for kort tid siden fik hun en besked fra en lidt uventet kant.

- Det er helt vildt. Jeg fik en besked fra det polske Vogue. De ville komme til Skovhaven og lave en reportage. De mente, det mindede om noget i Polen i gamle dage, men som nu er væk, siger Augusta Sørensen, der også har en hjemmeside og en anden side på Instagram, hvor man kan se hendes madkunst fra blandt andet nogle af de store opgaver, hun har haft.

Der er også billeder fra den udstilling, hun har haft i Jyderup Begravelsesforretning.

- Jeg ved ikke, hvor jeg får ideerne fra. Jeg bliver inspireret af oplevelser og mennesker. Og så prøver jeg bare at gøre hverdagen lidt mere magisk. Det er også tilfældet her i Skovhaven, siger Augusta Sørensen, der også har en online slikbutik, hvor der er varer, når Augusta Sørensen har haft tid til at lave det.

Drømme og visioner

Madkunstneren har masser af drømme og visioner for huset ved Skarresø.

Eksempelvis planlægger hun, at man på et tidspunkt kan bestille en picnic-kurv hos hende, som man kan tage med ud i skoven. Idéen stammer fra hendes egen barndom, hvor hendes mor tog hende med på picnic, fortæller hun.

En anden er, at der med tiden skal komme andre kunstnere til stedet i perioder.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk