
Egentlig var det meningen, at årets Aprilfestival skulle have været afviklet i Holbæk Kommune i den sidste halvdel af april, men coronaen hærger stadigvæk verden, og derfor har arrangørerne - Holbæk Kommune og Teatercentrum - besluttet at flytte festivalen endnu engang.
Så nu afvikles verdens største børne- og ungdomsteaterfestival i stedet i dagene 16. til 22. juni.
- For os handler det om at få så meget teater ud til så mange som muligt. Midt i juni har næsten alle fået det første vaccinestik, det er sommer, og hele landet er i gang med en langsigtet genåbningsstrategi, vi kan læne os op ad. Derfor giver det god mening at flytte Aprilfestival endnu engang, men heldigvis kun nogle måneder, fortæller Sisse Østergaard Ravnholdt, der er projektleder på Aprilfestival i Holbæk Kommune, i en pressemeddelelse.
Så for første gang i Aprilfestivals mere end 50-årige historie, skal den ikke foregå i april, men i juni.
Det har Henrik Køhler, der er direktør i Teatercentrum, det fint med.
- Vi har jo alle gjort os nogle erfaringer med at planlægge anderledes i disse corona-tider, og som arrangør er vi kun interesseret i, at festivalen skal være en god og tryg oplevelse for alle involverede. Vi er optimistiske og ved at flytte festivalen frem til juni håber vi på, at vi kan gennenføre rigtig mange af de ting, vi oprindelig havde planlagt, samtidig med at vi overholder de til den tid gældende corona-retningslinjer, fortæller han i pressemeddelelsen.
Mange skoler og daginstitutioner i kommunen har meldt sig til at få et besøg af et eller flere teatre i forbindelse med festivalen, og de aftaler, der allerede er indgået, vil blive flyttet til juni.
Det samme gælder de lokalområder, som også har booket et teaterbesøg.
Så det bliver ikke nødvendigt med en ny tilmelding. I stedet vil alle blive kontaktet for at få det nye program til at gå op i en højere enhed.
Aprilfestival har de tidligere år været kørt som en to-trins raket.
De første ugedage har teatrene besøgt skoler, daginstitutioner og lokalområder, og dernæst er det hele kulmineret i værtsbyen i weekenden.
Sådan skulle det også gerne blive i år, men det er stadigvæk usikkert, hvordan blandt andet åbningsshowet og gadeaktiviteter i Holbæk bliver på grund af coronaen.
Det vil derfor løbende blive meldt ud i takt med, at de forskellige ting bliver klar.
Ved at afvikle Aprilfestival midt i juni ramler man lige ind i det tidspunkt, hvor unge færdiggør deres uddannelser og er på vej på sommerferie.
Og da det var meningen, at der ved årets Aprilfestival skal sættes fokus på de unge og afvikles et specielt ungeprogram, kan det være, at nogle af tiltagene, der er rettet mod de unge, rykkes til efteråret.
Det arbejder arrangørerne videre på.
Aprilfestival skulle oprindeligt have været afviklet i Holbæk sidste år.
Men nedlukningen af Danmark og forsamlingsrestriktionerne gjorde, at Holbæk Kommune og Teaterforum enedes om at skubbe festivalen et år.
Og nu altså yderligere med nogle måneder.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her