20. oktober 2021
God stemning blandt politikerne i Holbæk Kommune ved dette års grundlovsmøde hos de konservative kolleger. På billedet ses blandt andre (fra venstre) John Harpøth (DF), Finn Martensen (LL), Camilla Hove Lund (V), Emrah Tuncer (R), Steen Klink (DF) og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).
gallery icon

Se billedserie

God stemning blandt politikerne i Holbæk Kommune ved dette års grundlovsmøde hos de konservative kolleger. På billedet ses blandt andre (fra venstre) John Harpøth (DF), Finn Martensen (LL), Camilla Hove Lund (V), Emrah Tuncer (R), Steen Klink (DF) og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Foto: Morten D. Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Analyse: Borgmester-effekten kan blive afgørende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Analyse: Borgmester-effekten kan blive afgørende

Efter fire år har borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) fået skabt et godt samarbejde mellem partierne i Holbæk Kommune. Nu skal hun til eksamen hos vælgerne, og det vil vise, om hun høster en positiv “borgmester-effekt”.

Holbæk - 12. oktober 2021 kl. 17:47
Af Morten D. Christensen

Under en høj junisol og med kølig hvidvin i glassene sad de dér og hyggede sig. Omtrent en håndfuld fremtrædende medlemmer af Holbæk Kommunalbestyrelse lignede nogen, der ikke kunne finde et bedre sted eller selskab at dele grundlovsdag anno 2021 med.

Billedet af borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) og borgmesterkandidaterne Camilla Hove Lund (V), Steen Klink (DF) og Emrah Tuncer (R) samt Lokallistens Finn Martensen ved grundlovsmødet, der havde den konservative borgmesterkandidat Michael Suhr som vært, står som et knivskarpt eksempel på, at stemningen blandt politikerne på tværs af politiske skel er markant bedre i dag end op til det seneste valg i 2017.

Her på tærsklen til kommunalvalget tirsdag den 16. november, hvor vælgerne i Holbæk Kommune skal fælde dom over 31 lokalpolitikeres arbejde og indsats de seneste fire år, er der i det politiske landskab bred enighed om, at samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen er blevet markant bedre.

En ny start

Det er der flere årsager til, men grundlæggende gjorde valgresultatet for fire år siden, at Holbæk Kommunalbestyrelse fik en helt ny start.

Christina Krzyrosiak Hansen førte Socialdemokratiet til sejr, og hun kunne lade sig krone som ny borgmester efter venstremanden Søren Kjærsgaard, der oven på to valgperioder i spidsen for kommunen og et tiltagende oprørsk borgerligt samarbejde, fik en vælgerlussing af de større. Han blev ramt af en negativ borgmester-effekt.

Christina Krzyrosiak Hansen blev billedet på fornyelsen. Dels sikrede hun Socialdemokratiet borgmesterkæden i Holbæk Kommune for første gang i 24 år, og dels vakte det opsigt i hele landet, at hun som den hidtil yngste nogensinde kunne indtage borgmesterkontoret i en dansk kommune.

Konstitueringsaftalen mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten samt SF - og med Lokallisten tilknyttet på en samarbejdsaftale - blev således beseglet på hendes 25-års fødselsdag.

Én ting er personlig kemi og hvordan politikerne, der tilbringer et ikke ubetydeligt antal timer sammen, kommer ud af det med hinanden. Det kan have stor betydning i et forhandlingslokale. Noget andet er, om man rent politisk kan finde hinanden.

Et godt pejlemærke på den slags er de årlige budgetaftaler, og her må man blot konstatere, at det stort set lykkedes medlemmerne af Holbæk Kommunalbestyrelse at finde fælles fodslag i tre af de fire budgetter, der er vedtaget i denne valgperiode.

Det understreger, at der både hos borgmesteren, hendes støttepartier og i den borgerlige opposition har været vilje til at søge og indgå kompromisser.

Selvfølgelig har der været sager, hvor partierne ikke har kunnet finde hinanden. Andet ville også være mærkeligt. Men der har ikke været store uenigheder med styrke til at kløve både kommunalbestyrelse og partier internt på tværs, som man så det i forrige valgperiode - mest tydeligt i debatten for eller imod Holbæk Sportsby.

Tæl til 16

Der er bred enighed om, at Christina Krzyrosiak Hansen har bestået som borgmester. Det synspunkt findes også blandt normale politiske modstandere. Spørgsmålet er, om det rækker til at sikre hende fire år mere i borgmesterkontoret med udsigt over Holbæk Havn og fjorden.

To af Socialdemokratiets konstitueringspartnere, Enhedslisten og SF, har allerede meldt klart ud, at de vil fortsætte samarbejdet. Lidt mere nølende er Dansk Folkeparti, der på trods af, at man har indgået valgforbund med netop Socialdemokratiet, ikke på forhånd vil låse sig fast på en bestemt borgmesterkandidat.

I Holbæk Kommune er det magiske tal 16 for at opnå flertal i den 31 m/k store kommunalbestyrelse. Christina Krzyrosiak Hansen havde lige akkurat det nødvendige flertal på 16 mandater i ryggen fra sit eget parti samt DF, EL og SF, da det formelle borgmestervalg fandt sted et par uger efter valget i 2017.

Det kommende valg vil vise, om hun kan høste en positiv borgmestereffekt og sikre yderligere fremgang til sit eget parti, der opnåede ni pladser ved valget for fire år siden. Det tror mange på, og spørgsmålet er måske mest, hvor stor borgmestereffekten bliver.

I valgperioden er S-gruppen vokset til 12 medlemmer efter, at Jarl Sabroe hoppede over fra De Radikale, og Lars Qvist og Susanne Utoft lavede et tilsvarende skifte fra Lokallisten.

En stemmemæssig fremgang til Socialdemokratiet skal altså have en ikke ubetydelig størrelse, før den kan veksles til flere end de nuværende 12 stole i byrådssalen på det gamle rådhus. Det vil ikke rigtigt nytte noget, hvis Socialdemokratiet trækker stemmer fra Enhedslisten og SF.

Medmindre S båret af en meget stærk borgmestereffekt kan vinde en regulær jordskredssejr og trække stemmer hen over midten.

I rød blok håber man også på, at de vælgere, der i 2017 gav Lokallisten et forrygende valg med tre pladser - i høj grad trukket hjem af eks-socialdemokraten Sine Agerholms personlige stemmer - vil pege blyantspidsen i deres retning, når de står i stemmeboksen 16. november. Lokallisten nedlægger sig selv efter denne periode og er derfor logisk nok heller ikke på stemmesedlen ved valget i næste måned.

Det er da heller ikke en umulighed, at borgmester Christina Krzyrosiak Hansen med sine evner for at skabe konsensus vil kunne få andre partier med ombord i et samarbejde og dermed sikre sig et bredere grundlag for endnu en periode.

Opbrud og åbne spørgmål i blå blok

Det er et velkendt fænomen, at landspolitiske strømninger i nogen grad smitter af på vælgerne, når de skal vælge kommunalpolitikere. Men det kan variere meget fra kommune til kommune og fra parti til parti, hvor meget tendenserne slår igennem lokalt.

På nationalt plan har især blå blok de senere år været gennem noget af et opbrud, der viste sig ved folketingsvalget i 2019, men hvor meningsmålinger siden løbende har indikeret, at der er tendens til endnu større omvæltninger i det borgerlige politiske landskab.

I Holbæk Kommune skal Venstre forsøge at rejse sig fra det store nederlag ved kommunalvalget i 2017, hvor partiet blev mandatmæssigt halveret fra 12 til seks medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Partiet stiller nu op med Camilla Hove Lund som borgmesterkandidat, og hun har signaleret vilje til et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen, hvis Venstre vinder valget.

Men Venstre er samtidig udfordret af de landspolitiske tendenser, hvor intern uro og et ikke særligt kønt formandsskifte har sendt partiet til tælling i meningsmålinger.

Det har især Det Konservative Folkeparti profiteret på - igen ifølge meningsmålinger - og spørgsmålet er nu, om vælgerne i Holbæk Kommune er i vater med de tendenser, når krydset skal sættes 16. november.

Her bliver det interessant at se, om De Konservative, der igen stiller op med Michael Suhr som borgmesterkandidat, lokalt kan tiltrække nye vælgere. Og på bekostning af hvilke andre partier vil det i så fald ske?

Hjem til Venstre

Venstre i Holbæk Kommune kan håbe på, at man allerede fik vælgernes hårde dom for fire år siden, og nu kan genvinde tilliden hos nogle af de tabte vælgere fra dengang.

Samtidig kan Venstre glæde sig over, at man i løbet af den forgange valgperiode fik to nye medlemmer ind i gruppen, som nu tæller otte medlemmer.

Nye er nok så meget sagt, idet der er tale om Christian Ahlefeldt-Laurvig og Søren Stavnskær, der tidligere var V-medlemmer, men som ved seneste valg stillede op og blev valgt for Liberal Alliance.

Nu er de vendt ”hjem” og genopstiller begge for Venstre, og det kan måske være en fordel for partiet med to kendte ansigter tilbage i folden, der tilsammen fik cirka 1500 personlige stemmer i 2017.

Omvendt rejser det spørgsmålet om Liberal Alliances muligheder for at opnå (gen)valg. Partiet har haft det mere end svært nationalt, og nu skal vælgerne i Holbæk Kommune så afgøre, om Liberal Alliance med Ann-Louise Petersen som spidskandidat skal have en ny chance.

Nye Borgerlige med spidskandidat Thorsten Larsen-Seul er debutant på stemmesedlen i Holbæk Kommune. Her samler interessen sig om, hvor vidt NB lokalt kan ride med på den nationale bølge, hvor partiet under ledelse af Pernille Vermund er kommet i Folketinget og har gode meningsmålinger med sig.

DF i krise

Værre ser det ud for tidligere så succesfulde Dansk Folkeparti, der martres af interne fløjkrige på det nationale plan. Vil det smitte af på Dansk Folkeparti i Holbæk, som lokalt har været vant til at tage medansvaret ved at lægge stemmer til både tidligere borgmester Søren Kjærsgaard og senest Christina Krzyrosiak Hansen?

Dansk Folkepartis valg imødeses med lige dele spænding og nervøsitet. Efter valget i 2017 var Christina Krzyrosiak Hansen helt afhængig af Dansk Folkepartis fire mandater for at sikre sig borgmesterkæden.

DF har endnu ikke lagt sig fast på, om man fortsat vil støtte borgmesteren efter valget, men et dårligere valgresultat for Dansk Folkeparti kan betyde, at hun skal kigge bredere ud efter samarbejdspartnere - for eksempel Radikale Venstre eller andre nuværende oppositionspartier. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan S, SF og Enhedslisten samlet set kommer ud af valget.

I den nuværende opposition kan viljen til samarbejde nok komme til at afhænge af, om der er mulighed for at samle et alternativt flertal for en anden borgmester end Christina Krzyrosiak Hansen.

Hvis det ikke er tilfældet, kan nogle partier måske vælge at støtte hende mod at få indflydelse og attraktive udvalgsformandsposter de næste fire år.

Valg i Holbæk Kommune
  • Christina Krzyrosiak Hansen (S) har været borgmester i Holbæk Kommune siden 1. januar 2018.
  • Holbæk Kommunalbestyrelse har 31 medlemmer.
  • Pladserne er i dag fordelt på disse partier (i parentes pladser og procent af stemmerne iht. valgresultatet 2017):
  • S: 12 (9 - 28,7%)
    V: 8 (6 - 0,1%)
    DF: 4 (4 - 13,4%)
    R: 2 (3 - 9,7%)
    EL: 2 (2 - 5,5%)
    LL: 1 (3 - 7,8%)
    K: 1 (1 - 3,9%)
    SF: 1 ( 1- 2,8%)
    LA: 0 (2 - 6,1%)
  • Stemmeprocenten i 2017 var 73,7 (71,4 i 2013).
  • Der er indgået følgende valgforbund:
  • Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
    Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
    Nye Borgerlige og Liberal Alliance.
    SF og Enhedslisten.
Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk