
Det bliver formentlig til maj, at Retten i Holbæk tager hul på en nævningesag, hvor to mænd fra Holbæk på henholdsvis 28 og 29 år er tiltalt for at have knivstukket den 52-årige holbækker, Christian Flesborg, så han fire timer senere blev erklæret død på Holbæk Sygehus.
Knivstikkeriet fandt sted på åben gade på Lindevej i Holbæk den 9. juni sidste år, og ifølge anklageskriftet blev den 52-årige mand dræbt af seks knivstik, som ramte ham i maven og benene.
De to mænd er tiltalt for at have udført drabet i fællesskab, selv om det ikke nødvendigvis betyder, at begge to stak den 52-årige med en kniv.
Men de udførte drabet »efter fælles forudgående aftale, accept eller forståelse«, som det hedder i anklageskriftet.
Begge mænd har siddet varetægtsfængslet, siden de blev anholdt nogle timer efter drabet på den 52-årige mand.
Ud over drabet er den 29-årige mand blandt andet tiltalt for at have haft 384 gram hash og to ulovlige kreditkortknive liggende i sit hjem.
Den 28-årige mand er foruden drabet tiltalt for på sin hjemadresse at have været i besiddelse af euforiserende stoffer og dopingmidler. Blandt andet amfetamin, som han ifølge anklageskriftet ulovligt skulle have overdraget til andre.
Den 28-årige mand er desuden tidligere blevet dømt for vold, og ikke færre end fire gange har han fået en dom for at have været i besiddelse af en ulovlig kniv.
De to seneste domme fik han med få ugers mellemrum i januar 2020 ved Retten i Holbæk.
De nægter sig begge skyldige i drab.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her