
En 28-årig mand fra Holbæk Kommune bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet for vold og trusler.
Sagen udspringer af en episode søndag eftermiddag på ejendommen Sofieholm, som ligger mellem Brorfelde og Tølløse.
Her dukkede en 51-årig mand fra Odsherred op for at tale med to personer om et mellemværende. Diskussionen endte med, at den 51-årig blev overfaldet.
De to personer stak af fra stedet, men har siden søndag været eftersøgt af politiet, og mandag valgte den ene - den 28-årige - altså at melde sig til politiet.
Da der stadig er en person på fri fod, vil der blive begæret lukkede døre ved grundlovsforhøret, og politiet var i formiddags i det hele taget tilbageholdende med at give oplysninger i sagen.
Der er i øvrigt endnu et grundlovsforhør i Holbæk i dg. Det gælder en 16-årig holbækker, som blev anholdt mandag.
Han mistænkes for at have været med i et overfald på en 19-årig fra Kalundborg. Det fandt sted foran Holbæk Station lørdag den 24. november.
To mænd blev i fredags varetægtsfængslet i samme sag, og i dag vil politiet også bede om at få den 16-årige sat fast.
En overvågningsvideo viser, at der var fem om overfaldet, så der er altså yderligere to mistænkte, som fortsat er på fri fod.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her