29. oktober 2020
En 27-årig mand er onsdag eftermiddag på baggrund af sin egen tilståelse fundet skyldig i medvirken til drabet på 18-årige Zobair Saidi i Ladegårdsparken i Holbæk i april 2019.
En 27-årig mand er onsdag eftermiddag på baggrund af sin egen tilståelse fundet skyldig i medvirken til drabet på 18-årige Zobair Saidi i Ladegårdsparken i Holbæk i april 2019.
Foto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 27-årig erkender medvirken til drab: Udpeger mistænkte hovedmænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

27-årig erkender medvirken til drab: Udpeger mistænkte hovedmænd
Opdateret 23. september 2020 kl. 15:05
Holbæk - 23. september 2020 kl. 13:30
Af Morten D. Christensen

Den 27-årige Mikkel Oliver Falck Nielsen er onsdag eftermiddag ved Retten i Holbæk fundet skyldig i medvirken til drabet på den 18-årige Zobair Saidi, der blev skudt ned i Ladegårdsparken 28. april sidste år.

arrow Læs også: Dramatisk udvikling i drabssag: Rocker-præsident tiltalt for at bestille drab

Straffen lyder på 12 års fængsel til den 27-årige, der forud for dommen havde erkendt sin rolle i drabet, som efter anklagemyndighedens opfattelse udspringer af konflikten mellem rockergruppen Bandidos og Vang-gruppen. Den dræbte Zobair Saidi havde tilknytning til Vang-gruppen.

Kastede hash ud fra altan

Mikkel Oliver Falck Nielsen blev dømt for at have været en del af planlægningen af drabet ved at få den 18-årige hen til opgangen Ladegårdsparken Vest 135.

De to havde på den krypterede app Wickr aftalt, at Saidi skulle komme forbi og modtage en lille mængde hash, som den 27-årige ville kaste ud fra sin altan.

Det havde de gjort mange gange før, og de to kendte hinanden. Dog ikke kun for det gode, for ifølge den 27-årige havde Saidi i et par omgange »rullet« ham for hash, ligesom den nu dømte forklarede, at han måtte forsyne den 18-årige med hash til gengæld for ikke at have problemer med nogle af dem fra Vang-gruppen.

Men da Zobair Saidi omkring klokken 22.10 søndag den 28. april sidste år mødte op for at hente hash, løb en person frem fra mørket og affyrede fem revolverskud, der blandt andet ramte Zobair Saidi i hovedet. Han døde umiddelbart efter.

Anklagemyndigheden mener, at denne mand er identisk med en 26-årig mand, der også er tiltalt for drabet. Han nægter sig skyldig, og hans sag kommer først for retten til januar.

Ved den sag vil han være flankeret af en 28-årig mand, som er tiltalt for at planlægge drabet ved en række møder i løbet af efteråret og vinteren 2018-19 og helt frem til drabet i april. Også han nægter sig skyldig.

Specialanklager Anja Lund Liin betegnede på onsdagens retsmøde de to mænd som fuldgyldige medlemmer af Bandidos.

Udpegede hovedmistænkte

Med den nu dømte 27-åriges mands forklaring i retten onsdag, fik anklagemyndigheden formentligt yderligere belastende materiale til den kommende nævningesag mod de to mistænkte hovedmænd bag mordkomplottet.

Mikkel Oliver Falck Nielsen udpegede nemlig de to medtiltalte som dem, han flere gange havde været i kontakt med i månederne op til drabet.

Det var begyndt med et møde i efteråret 2018, mens konflikten mellem Bandidos og Vang-gruppen var rødglødende i Holbæk. Her havde den nu dømte efter eget udsagn fortalt den 28-årige tiltalte, hvad han vidste om nogle af personerne i Vang-gruppen, herunder Zobair Saidi.

Efterfølgende talte den 27-årige, der ikke selv er tilknyttet nogen gruppering, med Zobair Saidi om konflikten. Og i retten forklarede han, at den senere dræbte havde betroet ham, at han havde været med i nogle af de angreb, der blev foretaget mod Bandidos' daværende klubhus i Østerstræde i oktober 2018.

Den viden gik den 27-årige tilbage til den 28-årige med på endnu et møde, og ved en række nye møder, der fandt sted ved blandt andet Holbæk Megacenter og i Alléparken, tog planerne om et overfald på Zobair Saidi form.

Forsøgte at slippe udenom

Ved nogle af møderne deltog også den 26-årige tiltalte, som altså efter anklagemyndighedens opfattelse var ham, der affyrede de dræbende skud.

Undervejs på møderne blev der, ifølge den 27-årige, talt om, at Bandidos ville gøre gengæld mod Vang-gruppen. Der blev drøftet planer om, at den 27-årige skulle lokke nogle af Vang-medlemmerne til Sorø med en opdigtet historie om, at han kendte én, der kunne skaffe dem våben.

Og der blev også talt om, at den dømte skulle få nogle til at møde op i området ved Holbæk Stadion under dække af en hashhandel. Alt med henblik på at afstraffe nogen fra Vang-gruppen.

Den dømte fortalte i retten, at han flere gange forsøgte at smyge sig udenom planerne. I februar 2019 indvilgede han dog i at hjælpe til med at arrangere et overfald. Kort forinden havde Zobair Saidi ifølge den 27-årige endnu en gang taget hash og et større kontantbeløb fra ham, så han var nu med på en afstraffelse.

- Jeg siger til Bandidos, at jeg godt kan hjælpe dem. Men det må kun gå ud over én person og det skal gøres på min måde. Det siger den 28-årige (navne udeladt, red.) ok til, og de lover mig, at jeg kan få en ferie for at hjælpe, og at de vil stå i gæld til mig. Det var mig, der sagde, at det skulle være Zobair, fordi jeg var sur på ham. Jeg aftalte med Bandidos, at han skulle have en røvfuld, men det var ikke aftalt, at han skulle slås ihjel, lød det fra den 27-årige.

Ifølge ham havde de to Bandidos-rockere givet udtryk for, at planen var at give én fra Vang-gruppen en "lærestreg", så de andre bandemedlemmer kunne fatte, at "Holbæk var Bandidos' by".

Som det allerede har været beskrevet blev drabsplanerne ifølge anklagemyndigheden forsøgt udført allerede fredag den 26. april 2019 - to dage før, at Zobair Saidi rent faktisk blev skudt.

I den forbindelse har Mikkel Oliver Falck Nielsen været sigtet for medvirken til drabsforsøg, men ved onsdagens retsmøde bedyrede han, at det først var på selve drabsdagen, at han blev klar over, at Bandidos-folkene, efter hans opfattelse, havde planer om at skyde Saidi og ikke "kun" give ham tæsk. Men han havde ikke turdet sige fra på det tidspunkt af frygt for repressalier fra Bandidos.

Derfor blev den 27-årige fundet skyldig i medvirken til drab og medvirken til forsøg på grov vold, men i den store sammenhæng havde det ingen betydning for straffen.

For to uger siden blev hans 20-årige kæreste også dømt i sagen. Hun slap med et års fængsel for medvirken til grov vold og forsøg på grov vold, fordi hun ikke kendte til drabsplanerne hverken om fredagen eller om søndagen, men godt var klar over, at Saidi skulle "afstraffes".

Hendes rolle gik ud på, at hun om fredagen skulle kaste hash ud fra lejligheden til Zobair Saidi, men hun kastede den ud fra et andet vindue i forhold til det sted, hvor den mistænkte drabsmand befandt sig, og derfor gik den 18-årige fri af bagholdet i første omgang.

Dommer: Du var med til at udvælge offeret

I udmålingen af de 12 års fængsel, som er det helt normale udgangspunkt i drabssager, lagde dommer Birgitte Hersbøll vægt på en række skærpende omstændigheder. Det forklarede hun, da hun præsenterede den 27-årige for dommen.

- Drabet er planlagt af flere personer, og det sker som led i en bandekonflikt. Det var du klar over, selv om du ikke selv er medlem af en bande. Man kan heller ikke sige, at du har haft en mindre rolle i drabet, for det er på grund af dig, at den dræbte møder op på stedet, sagde dommeren.

Hun bemærkede også, at den 27-årige selv havde været med til at udpege Zobair Saidi som den person fra Vang-gruppen, Bandidos som påstået ville have fingre i.

- Du er med til at udvælge, hvem der skal dræbes, konstaterede retsformanden.

I formildende retning talte det, at den 27-årige fra sin anholdelse i slutningen af april i år - næsten præcis et år efter drabet - har lagt kortene på bordet over for politiet og fortalt om andre mulige mistænkte i sagen.

På den måde enten straffen altså på 12 års fængsel.

Den dømte Mikkel Oliver Falck Nielsen og hans forsvarer Camilla Kejlskov Puggaard ankede med det samme strafudmålingen til Østre Landsret, hvor de vil forsøge at få straffen sat ned. Skyldsspørgsmålet vil der ikke blive rokket ved.

arrow Endnu en anholdt i drabssag
07. oktober 2020 kl. 08:59 Opdateret: kl. 08:59
Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk