27-årige Jackie Lyn Pajo fra Holbæk kører sag mod DR, som nægter hende at deltage i X-Factor, skriver B.T.
Hun har ikke dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse. Med den begrundelse har DR's casting nægtet Jackie Lyn Pajo fra Holbæk at deltage i underholdningsprogrammet X-Factor. Det skriver B.T. tirsdag.
27-årige Jackie Lyn Pajo er fra Filippinerne og blev i januar gift med 38-årige Brian Petersen.
De bor sammen i Holbæk, og Jackie Lyn Pajo læser i øjeblikket dansk med henblik på at få sig et arbejde.
Afvisningen har fået hende og hendes mand til at søge hjælp hos centeret Dokumentation og Rådgivning om Racisme, som har givet dem medhold i, at DR bryder loven om ligestilling og racisme.
Centeret er villig til at rejse sagen i Klagenævnet for ligestilling.
DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme siger til B.T., at X-Factor ikke er omfatte af lov om ligestilling, da det er et underholdningsprogram og ikke et job eller en erhvervsuddannelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her