Anne Ehrenreich, den ene af to Venstrekvinder i kommunalbestyrelsen, fylder 60 år tirsdag den 26. januar
Anne Ehrenreich er her, der og alle vegne: I læserbrevspalterne i denne avis, på diverse Facebookgrupper og -sider. Og du finder næppe et borgermøde i Hørsholm, hvor du ikke møder Venstres flittige arbejdsbi. Om det så er in persona, som man kunne en gang, eller virtuelt, som er blevet kutyme i det seneste års tid.
Det bliver så også delvist virtuelt, at Anne Ehrenreich kommer til at holde sin 60 års fødselsdag på tirsdag den 26. januar.
"Jeg kommer til at fejre min fødselsdag med min far og hans kone i Hørsholm, men uden min mand (Uffe Balslev, Danmarks ambassadør i Dublin, Irland, red.), som ikke kan være med på grund af corona," fortæller den kommende fødselar.
Uffe vil dog være med til middagen på Skype fra den irske hovedstad.
Det der med at holde runde fødselsdage i en tid med de begrænsninger, coronaen pålægger os, er ved at blive en slags hverdag for Anne og Uffe. Da han fyldte rundt den 27. november sidste år, foregik det også via Skype.
"Normalt pendler vi frem og tilbage og ser hinanden hver tredje uge, men vi har kun set hinanden fem-seks gange i løbet af det seneste år," fortæller Anne Ehrenreich, der også har fået en på anden vis noget dramatisk optakt til den runde dag.
Forleden gled hun på sin cykel, men havde heldigvis en oppustelig hjelm på, der fungerede. Nu sidder hun med et brækket håndled efter et fald på en af sine elskede gåture - denne gang under en tur ved Gurre Sø i den forgangne weekend.
For når Anne Ehrenreich ikke sætter sig ind i de mange dagsordenspunkter fra Miljø- og planlægningsudvalget, Sundhedsudvalget og kommunalbestyrelsen, går hun ture og læser, især biografier. Ja, og passer sit arbejde som chefkonsulent i Udenrigsministeriet, som for tiden også foregår derhjemme i Rungsted.
- Født 26. januar 1961 i København, flyttede til Hørsholm i 1963.
- Bor i Rungsted, gift med Uffe Balslev, ambassadør i Dublin, Irland.
- Cand. jur. fra Københavns Universitet 1983, HD i udenrigshandel fra Copenhagen Business School 1988.
- Medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm siden 2006, sidder pt i Miljø- og planlæpgningsudvalget og Sundhedsudvalget.
- Medlem af Regionsrådet siden 2011, siden 2013 medlem af regionens sundhedsudvalg.
2021 er ikke kun året, hvor Anne Ehrenreich fylder 60 år. Det er også året, hvor hun vil forsøge at blive genvalgt til både kommunalbestyrelsen i Hørsholm og til regionsrådet i Hovedstaden, hvor hun har repræsenteret Venstre siden henholdsvis 2006 og 2011.
Og når hun ser frem til kommunalvalget i Hørsholm, er byudvikling det vigtigste emne for hende.
"Hørsholm skal selvfølgelig udvikle sig. Men det skal ske i takt med borgernes ønsker og i respekt for Hørsholms særkende. Vi skal ikke sige, hvad vi vil have, men skal høre, hvad borgerne vil have," siger hun. Hun mener derfor, at der skal tages hensyn til naturen, det grønne, Hørsholm som havebyen.
"Mange går jo op i deres nærområder," lyder det fra den kommende fødselar, der mener, at en del af de meget diskuterede byudviklingsprojekter er landet fint eller kommer til det, som eksempelvis stationsområdet i Kokkedal.
"PH Park mener jeg dog er bygget lidt for højt efter min smag," mener Anne Ehrenreich.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her