21. januar 2021
Foto: Sophus Zarrs Soelberg
Foto: Sophus Zarrs Soelberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: V, DF og LA: Vi diskuterer for at blive klogere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

V, DF og LA: Vi diskuterer for at blive klogere
Hørsholm - 25. januar 2020 kl. 12:21
Af Sophus Zarrs Soelberg

Mens Socialdemokratiet og Radikale i en større artikel i Frederiksborg Amts Avis den 16. januar fortalte, at stemningen i kommunalbestyrelsen er præget af mistillid, er det ikke et billede, som oppositionen kan genkende.

V, DF og LA fortæller, at de stiller mange spørgsmål til administrationen om verserende sager, fordi de vil oplyses, og ikke fordi de ikke tager flertalspartiernes ord for gode varer.

Det samme gælder diskussionerne i kommunalbestyrelsen, som oppositionen opfatter som værende nødvendige for et godt demokrati.

- Jeg oplever, at vi har forskellige opfattelser, og det er jo helt okay, da vi er politikere og tror på forskellige ting. Når jeg eksempelvis stiller spørgsmål om, hvordan vi administrerer arealoverførsler, så skal der straks laves en advokatundersøgelse, frem for at man anerkender, at arealoverførsler kan administreres på flere måder. De lavede en juridisk undersøgelse, i stedet for at anerkende, at det er helt legitimt at man har forskellige holdninger til, hvordan arealoverførsler kan administreres og tage diskussionen, siger Anne Ehrenreich (V).

Ann Lindhardt (V) undrer sig ligeledes over, at flertalspartierne taler om mistillid.

- Når vi holder os orienterede som lokalpolitikere, så handler det ikke om mistillid. Det er vores pligt at have et oplyst grundlag, og vi stiller jo spørgsmål for at blive klogere, siger hun.

Det er Glen Madsen (DF) enig i. Han mener ikke, at man vil gøre demokratiet en tjeneste, hvis oppositionen stopper med at stille spørgsmål.

- Det er vigtigt at påpege, at hvis vi ikke stiller spørgsmål til, hvordan tingene fungerer, så er det meget svært at vurdere, hvad der er den rigtige beslutning. Hvis man som folkevalgt ikke stiller spørgsmål, så gør man demokratiet en bjørnetjeneste. Vi skal træffe vores beslutninger ud fra et så oplyst grundlag som overhovedet muligt. Nysgerrigheden klæder demokratiet, lyder det fra Glen Madsen, og det er Jakob Nybo (LA) fuldstændig enig med ham i.

- Det er en styrke for oppositionen, at vi stiller spørgsmål. Vi vil gerne forny Hørsholm, og det er som om, at de kører i den samme rille og ikke stiller spørgsmålstegn ved, hvordan man gør tingene. Borgerne bør være rigtig glade for, at vi stiller spørgsmålstegn ved det, der bliver besluttet, siger han.

I Frederiksborg Amts Avis den 16. januar fortalte Niels Lundshøj (S) og Henrik Klitgaard (R) følgende:

- Jeg må indrømme, at det er en splint i fingeren, at vores politiske samarbejde mellem alle partierne i kommunalbestyrelsen ikke har været ligeså godt i den her valgperiode, som det har været tidligere. Flertallets samarbejde fungerer egentlig upåklageligt, men stemningen i kommunalbestyrelsen er ikke ligeså god som tidligere, fortalte Henrik Klitgaard, og Niels Lundshøj supplerede:

- Dybest set så tror jeg, at det handler det om tillid. Jeg oplever, at der ikke er en grundlæggende tillid til administrationen, til borgmesteren og til resten af kommunalbestyrelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, og det er med til at ødelægge samarbejdsklimaet bredt. Det rammer både samarbejdet mellem administrationen og politikerne, og det rammer oppositionen og det siddende flertal. Det er hamrende ukonstruktivt og det er faktisk også decideret ubehageligt, lød det dengang fra Niels Lundshøj.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?