
Hos Norling Bo i KongevejsCentret har uvisheden været det værste
"Hvor er det skønt at se folk - og tale med kunderne igen..." Hos Norling Bo i KongevejsCentret var smilene store hos indehaverne Mette og Leif Hyldahl mandag, da de igen kunne slå døren op til deres forretning.
"Der har næsten været to kunder inde af gangen, siden vi åbnede," fortæller Mette Hyldahl, da Ugebladet kigger forbi ved middagstid.
"Og folk er både gode til at spritte af og holde afstand..."
Ellers kan de kigge tilbage på et par måneder, som karakteriseres som 'dybt problematiske'.
"Vi har haft vores webshop med click og collect, hvilket har givet lidt omsætning, men det er også et stort arbejde. Så er det bedre med den fysiske butik," siger Mette Hyldahl.
"Vi kan kun håbe på, at der kommer gang i samfundet igen. At folk har behov for at komme ud at handle og ikke kun vil gøre det på nettet," supplerer hun.
De er dog kun på halve omdrejninger, da deres anden Norling Bo-butik i Rødovre Centrum stadigvæk er lukket ned.
"Uvisheden har været det værste, men vi er da også glade for, at det trods alt ikke er gået værre rent sundhedsmæssigt end det er," siger Mette Hyldahl, inden hun må gribe telefonen, der ringer. Nu kalder arbejdslivet endelig igen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her