31. juli 2021
Administrerende direktør og ejer Leif Dalum (tv) og Senior Partner og Chief Sales- & Project Officer Peter Ahlberg foran et produktionsanlæg.
gallery icon

Se billedserie

Administrerende direktør og ejer Leif Dalum (tv) og Senior Partner og Chief Sales- & Project Officer Peter Ahlberg foran et produktionsanlæg.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: ProInvent følger kunden fra idé til maskine

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

ProInvent følger kunden fra idé til maskine
Hørsholm - 08. september 2020 kl. 15:07
Af Per Skovkjær Sand Foto: Allan Nørregaard

Hørsholm: Tidligere havde direktør og ejer i ProInvent, Leif Dalum, en opfattelse af, at kreativitet opstod, når folk havde overskudstid og fik lov at flyde lidt. Men for fem år siden læste han et studie af Janina Marguc, ph.d i socialpsykologi fra University of Amsterdam, der viste, at hvis man hele tiden møder lidt modstand, og der bliver stillet krav, så opstår der kreativitet.

arrow Læs også: ProInvent søger ny bestyrelses-formand

- Den målrettethed der kommer ud af det gør, at man bliver mere kreativ, fortæller Leif Dalum.

Opdagelsen af, hvordan kreativitet kan fungere sammen med modstand og målsætninger har ændret direktørens forhold til at stille krav til sine medarbejdere.

- Efter det har jeg haft det godt med at stille krav, siger Leif Dalum.

- Tidligere var jeg lidt sådan, at hvis de kom og sagde, de ikke kunne nå det, så var det nok for svært. Nu siger jeg 'sidste gang peb du også lidt, men du kunne jo godt', forklarer Leif Dalum på kontoret i den gamle klædefabrik i Hørsholm, hvor ProInvent har til huse.

Indbildning holder ikke

Tidligere på eftermiddagen byder han på kaffe ved automaten, hvor han selv tager et krus påtrykt teksten »Kreativitet«. Kopperne symboliserer forskellige karakterstyrker.

- Tit tager jeg den der hedder 'Perspektiv', og nogle gange tager jeg den, der hedder 'Ledelse', siger Leif Dalum.

Men i hånden står han med en kop, hvor der står »Kreativitet«, og der er ingen tvivl om, at den værdi har stor betydning i ProInvent. Nok kan man arbejde med sine karakterstyrker, men man kan ikke ændre fundamentalt på den, man er, mener Leif Dalum.

- Man kommer ikke ret langt med at bilde sig selv noget ind, siger han.

Den opfattelse har han, fordi han er født og opvokset på landet, siger Leif Dalum:

- Fordi jeg er en bonderøv.

Omsætningen fordoblet

Senior Partner og Chief Sales- & Project Officer (CSPO), Peter Ahlberg, støder til og følger med ned på værkstedet, der ligger i stueplan i den gamle klædefabrik.

ProInvent har eksisteret siden 1990'erne, og de seneste to år er omsætningen fordoblet til over 80 millioner kroner om året og 65 ansatte, fortæller Leif Dalum. Årligt har virksomheden 30-50 projekter af forskellig størrelse. Om årsagen til væksten siger Leif Dalum:

- Det er fordi kunderne har brug for det vi laver. Vores robotter er fleksible, der er brug for vision og kamerateknologi til at styre robotterne, og vi kan mere i dag, end vi kunne tidligere. Vi har valgt at være en virksomhed, der hjælper kunden hele vejen igennem.

- Vi kalder os selv en one-stop-shop, fordi vi integrerer produktudviklingen med at lave maskinerne, siger Leif Dalum.

På værkstedet stråler fundamentet til en rundbordsautomat i blankt stål. Den store maskine er til Coloplast og er en del af et stort projekt, hvor ProInvent har været med i produktudviklingen sammen med Coloplast og sørger for at produkt og maskine spiller sammen.

Nøglen er systematisk idéudvikling.

- Vi ved, hvad der skal til for at skabe kreativitet, siger Leif Dalum.

Værkstedet ligger i en rundbuehal, hvor der hænger topnøgler og står paller med pap pakket ind i plastik. Teknikere og ingeniører arbejder systematisk. ProInvents CSPO Peter Ahlberg viser endnu en del af produktionsanlægget til Coloplast. Det er pakket fuldstændig ind i gennemsigtig plastik, så det er sikkert. Sammen med Coloplast og Aalborg Universitet har ProInvent testet anlægget virtuelt ved at simulere på en computer, hvordan den tre-aksede robot vil fungere.

- Vi er de første i Danmark, der har gjort det, siger Peter Ahlberg.

Den slags tests giver mening, når man laver en maskine, der aldrig før er lavet, og når man har at gøre med svært håndterbare emner som dem fra Coloplast, forklarer Peter Ahlberg. Det er cutting edge.

- Når man kommer lidt ud på kanterne, så giver det mening at lave simuleringer, siger Peter Ahlberg.

Robot- og automationsingeniør Søren Junker styrer testen af maskinen og fortæller, at han kan teste maskinen på sin computer på kontoret uden for indkøringstiden, hvilket betyder, at hele processen går hurtigere.

- Søren er lead på det her, og han har syv uger til at få det hele op at spille. Det er dælme kort tid, siger Peter Ahlberg.

I konkurrencen om at nå først på markedet med nye produkter betyder det meget, om maskinen er klar et par uger hurtigere end konkurrentens.

Georg Gearløs sat i system

For at lave de bedste maskiner er kreativiteten sat i system, og det er Peter Ahlberg, som har været tovholder på at gøre det.

- Georg Gearløs er her, men vi har brug for at styre idéudviklingen, for de mest kreative er ikke altid de mest strukturerede, siger Peter Ahlberg.

Når ProInvent begynder et nyt projekt deler de derfor maskinens funktion op i delfunktioner. Derefter brainstormer de på hver enkelt delfunktion og finder de bedste løsninger til alle dele af maskinen.

- Tidligere gik vi nogle gange efter de første idéer, men nu når vi hele vejen rundt og frem til den rigtige løsning, siger Peter Ahlberg.

Direktør og ejer Leif Dalum er godt tilfreds med, at ProInvent laver et projekt med Coloplast, hvor de er med i idéudviklingen og konstruktionen af maskinen, og han forventer, at ProInvent de kommende år vil lave en række af den slags store projekter, hvor virksomhederne er med hele vejen.

- Vi er ved at blive en one-stop-shop. Næste skridt er at blive en one-stop-shop, der laver mange projekter, siger Leif Dalum.

ProInvent er i gang med at etablere en afdeling i Ungarn, hvor flere af kunderne har produktion. Dermed regner direktøren også med, at værkstedet i den gamle klædefabrik i Hørsholm vil blive ved med at være stort nok til virksomhedens behov i Danmark.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?