

Se billedserie
En kommentar på Facebook har fået DFs Glen Madsen i Hørsholm til at anmelde borger for injurier
En kommentar på Facebook bliver nu en sag for Nordsjællands Politi.
Dansk Folkepartis kommunalbestyrelsesmedlem, Glen Madsen, har anmeldt Hørsholmborger Jørgen Gad Andreasen til politiet for injurier efter han på borgmester Morten Slotveds Facebook-side har skrevet en kommentar om DF-politikeren.
"En helt igennem usand, usmagelig og utilstedelig kommentar, som er langt over grænsen," mener Glen Madsen, der altså finder Jørgen Gad Andreasens opslag for så injurierende, at han vil have politiet til at kigge på det.
Det falder samtidig ind i den debat om den hårde tone og de hadske beskeder på sociale medier, som kører over hele landet.
Sætningen, der har fået DF-politikeren til at reagere, lyder som følgende: "Spar borgerne for dit sædvanlige ævl om danskhed, under dækker af trusler om at skyde muslimer med automat våben".
"Jeg finder det stærkt injurierende at skrive noget, som på den måde er usandt. For mig er det langt over grænsen at påstå, at jeg ville skyde muslimer. Dem der kender mig ved, at jeg ikke kunne finde på at krumme et hår på nogen som helst," siger Glen Madsen til Ugebladet.
I sit opslag henviser Jørgen Gad Andreasen til den trusselsag i august 2019, hvor Glen Madsen tweetede et billede af sig selv med automatvåben som udsendt soldat og med teksten: "I forsvar mod islamister".
Et tweet, Glen Madsen straks undskyldte for og fik fjernet fra Twitter efter et kvarter og med det samme erkendte var helt forkert at slå op.
Skaden var dog sket, og debatten fortsatte på Facebook, hvor en borger politianmeldte Glen Madsen for overtrædelse af terrorparagraffen.
artiklen fortsætter under foto...

Her er det Facebook-kommentar fra Jørgen Gad Andreasen, som lokalpolitiker i Hørsholm, Glen Madsen, finder injurierende mod ham.
"Jeg synes, at det er ødelæggende for debatten, og langt under niveau, at hive sådan noget frem. Det er mere end halvandet år siden, og jeg lagde mig fladt ned dengang," siger Glen Madsen.
Ifølge Glen Madsen selv har han aldrig efterfølgende hørt fra politiet i sagen, og mener derfor ikke, at der ligger nogen 'trusselsag', som Jørgen Gad Andreasen kalder det.
Selv tager Jørgen Gad Andreasen politianmeldelsen mod ham med ro.
"Det må han selv om, og jeg er fuld af fortrøstning, for jeg deler ikke hans opfattelse om danskhed," siger Jørgen Gad Andreasen.
Han mener hverken, at han lægger for meget i sin kommentar eller overfortolker sagen fra 2019.
"Jeg synes, at Glen Madsen så må forklare, hvorfor han lagde et billede af ham selv med automatvåben ud på Twitter," tilføjer Jørgen Gad Andreasen, der synes, at Glen Madsen bare skulle have kontaktet ham i stedet for at gå til politiet, hvis opslaget var over DF-politikerens grænse.
Jørgen Gad Andresen finder det noget besynderligt, at Glen Madsen i det hele taget føler sig forulempet, fordi han, ifølge Gad, om nogen har svinet kolleger til i kommunalbestyrelsen, herunder "med beskyldninger om svindel og bedrag."
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her