20. september 2021
Stig Grenov (KD) mener ikke, at Hørsholm Kommune bør flage med et regnbueflag. Borgmester Morten Slotved (K) er helt uenig. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
gallery icon

Se billedserie

Stig Grenov (KD) mener ikke, at Hørsholm Kommune bør flage med et regnbueflag. Borgmester Morten Slotved (K) er helt uenig. Foto: Sophus Zarrs Soelberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politiker føler sig ekskluderet af regnbueflag: »Pride-fanen inkluderer ikke min heteroseksuelle livsførelse«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politiker føler sig ekskluderet af regnbueflag: »Pride-fanen inkluderer ikke min heteroseksuelle livsførelse«

Den tidligere formand for Kristendemokraterne Stig Grenov (KD) mener, at regnbueflaget på det gamle rådhus i Hørsholm ekskluderer ham og hans heteroseksuelle livsførelse og kalder på en adskillelse af civilsamfund og offentlig myndighed. Hørsholms borgmester udtrykker stolthed over flaget, mens LGBT+ peger på, at flaget står for inklusion.

Opdateret 25. august 2021 kl. 16:11
Hørsholm - 19. august 2021 kl. 08:18
Af Sophus Zarrs Soelberg

I en henvendelse til Frederiksborg Amts Avis kritiserer Stig Grenov (KD), der stiller op til det kommende kommunalvalg og tidligere har været formand for Kristendemokraterne, at Hørsholm Kommune har valgt at sætte et regnbueflag i flagstangen på kommunens tidligere rådhus i anledning af den aktuelle fejring af pride-ugen, der hvert år finder sted i august.

arrow Læs også: Forlod blå blok: Nu har han fundet nye legekammerater

- Det er en total sammenblanding af civilsamfund og offentlig myndighed, når eksempelvis Hørsholm Kommune vælger at flage med regnbueflag under pride-ugen, skriver Stig Grenov (KD), inden han fortsætter:

- Som kristendemokrat vil jeg kæmpe for de borgerlige frihedsrettigheder for alle uanset seksualitet, hudfarve eller religiøs baggrund. Men fra offentlig myndighed skal der flages med det eneste flag, der repræsenterer os alle - Dannebrog. Pride-fanen derimod inkluderer hverken mig eller min heteroseksuelle livsførelse. Tværtimod kaldes det for hetero-sexistisk, hvis jeg kommer til at nævne, at jeg tilhører flertallet, skriver den tidligere folketingskandidat således.

- Det er en total sammenblanding af civilsamfund og offentlig myndighed, når eksempelvis Hørsholm Kommune vælger at flage med regnbueflag under pride-ugen, skriver Stig Grenov (KD) til Frederiksborg Amts Avis. Arkivfoto

Står inde for diversitet

Hos Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) vækker det undren, at man kan føle sig ekskluderet af regnbueflaget. Han fortæller, at han er stolt over, at Hørsholm Kommune er med til at sætte fokus på den diversitet, der findes i samfundet.

- Som kommune vil vi gerne være med til - og stå inde for - diversitet. Derfor er jeg meget positiv over, at vi som kommune også har en holdning til, at vi skal fremme diversitet og det markerer man blandt andet med et regnbueflag. Derfor bakker jeg meget op om, at vi som kommune hejser regnbueflaget, siger borgmesteren og understreger, at det handler om ordentlighed.

- Jeg har det faktisk rigtig godt med, at vi flager med regnbueflaget, og jeg synes, det er meget ordentligt. Som kommune skal vi være med til at markere, hvad der sker i samfundet, tilføjer borgmesteren.

KD: »Hvad bliver det næste«

Fra Stig Grenov (KD) lyder det, at han vil kæmpe for, at man må mene, det man vil, men at han synes, det er en glidebane at flage med andet end Dannebrog fra offentlige bygninger.

- Jeg vil kæmpe for organisationens ret til at mene, som den vil. Men jeg vil også kæmpe for min ret til at være enig eller uenig alt efter sagen. Min frihed skal eksempelvis ikke pantsættes hos Pride, der ønsker at børn skal kunne skifte juridisk køn og lader voksne, der ønsker det samme, alene med deres valg uden at møde et medmenneske, lyder det fra Stig Grenov (KD), inden han retorisk spørger:

- Hvad bliver det næste, vi skal flage med? Greenpeace eller Blå Kors? Kristendemokraterne mener, at Hørsholm skal flage med Dannebrog. Den fane inkluderer os alle uanset seksualitet, religion eller herkomst.

Morten Slotved (K) melder sig igen uenig og fortæller, at man faktisk i fremtiden muligvis vil flage med andre flag end Dannebrog og regnbueflaget, og derved svarer han på Kristendemokratens retoriske spørgsmål.

- Det næste kunne være, at vi flager med Grønlands eller Færøernes flag for at markere rigsfællesskabet. Vi skal selvfølgelig overveje, hvad vi kan hænge i vores kommunale flagstang, men samfundet udvikler sig hele tiden, og den udvikling, som vi i det her tilfælde ser i forhold til diversitet, er vigtig. Derfor er det også vigtigt at markere, at det er noget, vi som kommune støtter op om, siger Morten Slotved (K).

LGBT+-personer bliver ekskluderet

Fra LGBT+ Danmark lyder det, at politikeren ikke bør føle sig ekskluderet af regnbueflaget, der i stedet skal ses som et tegn på inklusion.

- Regnbueflaget er et signal om inklusion af dem, der bliver ekskluderet, og en måde at sætte fokus på de massive problemer, som der stadig er. Det er der ingen eksklusion i overhovedet, siger Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark og fortæller, at LGBT+-personer stadig oplever markant eksklusion.

Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef hos LGBT+ Danmark. Pressefoto

- Hver dag oplever LGBT+-personer eksklusion og isolation fra det brede fællesskab. Det betyder, at statistikker for depression, stress, angst, selvskade og selvmord er markant højere blandt vores gruppe end bland de resterende. Så sent som i mandags fremlagde Nordisk Ministerråd en rapport om LGBT+-unges trivsel og levevilkår, der satte to streger under det billede. LGBT+-personer er stadig nervøse for at gå hånd-i-hånd, have det kønsudtryk, der passer dem og være åbne om deres identitet i skole og på arbejdspladser og det har vi helt klare tal for, siger sekretariatschefen og roser de danske kommuner for at flage med regnbueflaget.

- Vi er virkelig glade for, at kommunerne rundt omkring i landet viser deres støtte, fordi vi ved, at der er LGBT+-personer alle andre steder end i de største byer, og de er mere udsatte. Blandt andet fordi der ikke er lokale fællesskaber for dem, der hvor de er, siger Susanne Branner Jespersen.

arrow Bryder med nyt valgforbund: Det er ikke foreneligt
18. august 2021 kl. 07:16 Opdateret: kl. 13:07
Synes du, at kommunen er der for dig?